Erhverv

Amazons direktør er nu den rigeste mand - nogensinde

Jeff Bezos fejer nu Bill Gates af banen og kan kalde sig både verdens og verdenshistoriens rigeste. Men Bill Gates kunne faktisk godt have taget førstepladsen, hvis han ikke gav sine penge væk.

Jeff Bezos har styret Amazon med hård hånd, siden han stiftede firmaet som en boghandel på nettet i 1994. Nu er Amazon et kæmpe konglomerat, og værdien af selskabet stiger og stiger.

Med en formue, der er nået op på 656 mia. kr., er Amazons stifter og direktør ikke bare vendt tilbage til førstepladsen i den klassiske disciplin ’hvem er verdens rigeste’.

Den skaldede rigmand er også blevet så rig, at han nu er den mest velhavende nogensinde. Det skriver CNN, ud fra Bloombergs opgørelse af Jeff Bezos’ formue.

Den historiske førsteplads kommer efter endnu en stigning i Amazons aktiekurs, hvor Jeff Bezos er den største aktionær. Efter et 2017, hvor kursen steg med 56 pct., er det nye år skudt godt i gang med en behagelig optur på næsten syv pct.

I løbet af 2017 har Microsofts grundlægger Bill Gates konkurreret med Jeff Bezos om at være verdens rigeste, men nu har Amazon-bossen for alvor trukket fra. Bill Gates’ formue er nemlig nu på ’blot’ 582 mia. kr. ifølge Bloomberg.

Ser man tilbage i historien og justerer for inflation, har Bill Gates dog tidligere været langt rigere end Jeff Bezos er i dag, nemlig tilbage i 1999, hvor han lige passerede 100 milliarder-dollar-mærket. Det svarer i dag til 924 mia. kr. Så kom dot-com-nedturen, og Bill Gates måtte nøjes med mindre.

Men han kunne faktisk stadig være verdens klart rigeste, hvis han ikke også var så gavmild. Efter han stoppede sit daglige arbejde hos Microsoft i 2006, har Bill Gates’ hovedfokus været at dele ud af sin formue til gode formål, for eksempel bekæmpelse af malaria i ulande.

Faktisk har han gennem årene givet omkring 400 mia. kr. væk, og havde han i stedet valgt at beholde dem, var han stadig verdens og verdenshistoriens klart rigeste.

Jeff Bezos er omvendt ikke kendt for at donere mange millioner til velgørende formål. Men han er heller ikke en ren Joakim von And, der samler det hele i sin pengetank. For eksempel bruger Amazon-chefen hvert år omkring én milliard dollar på at drive raketfirmaet Blue Origin, som udvikler rumfartøjer til rumturisme. Han har også opkøbt den respekterede avis Washington Post, som næppe nogensinde bliver en specielt god forretning. Og så har han blandt andet et privatfly, der kostede 400 mio. kr. og en større samling huse rundt omkring i USA.

Læs også