Erhverv
0

Butikker risikerer regning for at give overskudsvarer væk

Forretninger, der i bedste mening giver overskuds- og datokritiske varer til eksempelvis trængte familier, risikerer at ende med en momsregning.

Frivillige fra Dansk Folkehjælp samlede i 2017 overskydende julemad fra 302 Rema 1000-butikker og delte det ud til 8365 danskere fordelt på 3020 familier. Men hvis Dansk Folkehjælp ikke har betalt for varerne kommer det til at koste for Rema1000. Arkivfoto: Helle Arensbak

Rema 1000 gjorde det. Føtex gjorde det. Gav overskudsvarer væk til trængte borgere op til jul. Men selvom det er gjort i den bedste mening, kan det få momsmæssige konsekvenser for forretningerne at bortgive varer.

Det skriver BDO i sit nyhedsbrev, Depechen.

»En helt urimelig konsekvens i forhold til et initiativ, som alle kun kan synes godt om. Forhåbentlig kan Folketinget finde en anledning til at ændre reglerne,« skriver senior manager ved BDO, Pernille Rise.

I Skats styresignal fra 2015 om de momsmæssige konsekvenser ved bortgivelse af varer fastlås det, at man ikke kan få momsfradrag for varer, som bruges til gaver.

Derfor skal en forretning, der har fået fradrag for købsmoms af varer, som har været til salg i dens butik, betale såkaldt »udtagningsmoms« i samme størrelsesorden som købsmomsen, hvis varerne i stedet foræres væk. Det gælder også, selvom disse varer er mere eller mindre værdiløse eller har ramt sidste salgsdato.

Det betyder, at der principielt skal betales udtagningsmoms, når man giver af alle former for overskudsvarer væk. Også selvom varerne ikke har værdi for butikken, og ellers højst sandsynligt ville ende med at blive destrueret.

»Selvom det kan være fristende for en bager at stille en trillebør med overskudsvarer og datokritiske varer uden for sin forretning lillejuleaften, og blot lade de forbipasserende forsyne sig med disse, så er det momsmæssigt problematisk, fordi han under disse omstændigheder ifølge reglerne ikke kan undgå at skulle betale udtagningsmoms af varerne,« forklarer Pernille Rise.

Hun anbefaler i stedet forretningerne at alliere sig med en hjælpeorganisation, som de kan sælge varerne til for et symbolsk beløb. Det symbolske beløb kan nemlig bruges til at beregne salgsmoms.

Reglerne om moms på varer, der gives gratis væk, er generelle og gælder således også f.eks. tøjforretninger.

BRANCHENYT
Læs også