Erhverv

Bomberyddere er kaldt til den amerikanske ambassade

Den amerikanske ambassade er afspærret, forsvarets bomberyddere undersøger mistænkeligt forhold.

Politiet er onsdag rykket ud til den amerikanske ambassade i København.

Politiet oplyser, at man undersøger et "mistænkeligt forhold", og i den forbindelse har man afspærret et område omkring ambassaden.

- Vi kan ikke oplyse mere på nuværende tidspunkt, ud over at EOD er på stedet, fortæller Claus Buhr, der er kommunikationsansvarlig hos Københavns Politi.

EOD er Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste. Tjenesten er blandt andet kendt for at råde over en bomberobot, der i folkemunde er kendt som Rullemarie.

Afspærringen omfatter en strækning på Dag Hammarskjölds Allé, som ambassaden ligger på. Politiet oplyser, at der er tale om strækningen mellem Øster Farimagsgade og Kristianiagade. Det er en strækning på godt 400 meter.

Ud over politiet er Hovedstadens Beredskab til stede ved ambassaden. Beredskabets vagthavende operationschef oplyser til Ritzau, at man har sendt en indsatsleder og et slukningskøretøj til at være standby.

Der er også sendt ambulancer til ambassaden. Foreløbig er der dog ingen meldinger om, at der skulle være tilskadekomne.

Læs også