Erhverv

Lars Larsen langer ud efter danskere i skattely

Grundlæggeren af Jysk-koncernen har ikke meget til overs for danskere, der flytter til udlandet for at spare i skat.

Lars Larsen er bedst kendt for at eje den store Jysk-koncern, som driver 2.500 butikker i 47 lande. Foto: Thomas C K Priskorn

Dynekongen Lars Larsen har ingen planer om at slå sig ned i udlandet, hvor temperaturen er højere og skatteprocenten lav.

Faktisk mener han, at danskere, der tjener en masse penge i Danmark og bagefter flytter til udlandet for at spare i skat, er »forrædere.« Det siger han i et større interview med BT.

»Selvfølgelig vil man ikke betale mere end nødvendigt, men jeg føler, at de er nogle forrædere, dem der tjener en masse penge i Danmark og så stikker af til udlandet,« siger Larsen Larsen.

Den stenrige ejer af Jysk-koncernen vil ikke nævne konkrete navne. Men det er ifølge ham et velkendt fænomen, når succesfulde erhvervsfolk flytter til udlandet for at spare i skat.

»Danmark har givet dem det hele, og så vil de ikke betale skat. På den måde kan samfundet ikke hænge sammen,« lyder det fra Lars Larsen, der med en formue på næsten 30 mia. kr. er Danmarks tredjerigeste person.

Kritikken fra Lars Larsen har bl.a. fået den tidligere medejer af Saxo Bank, milliardæren Lars Seier Christensen, til tasterne. På sin Facebook-profil skriver han, at Lars Larsen bør »besinde sig lidt,« før han kører »længere ned ad denne vej.«

»Den er uværdig, synes jeg, og det skuffer mig at høre dette fra en mand som ham,« skriver Lars Seier Christensen, der er bosat i Schweiz.

Han mener, at Lars Larsen generaliserer. Og Lars Seier påpeger, at de penge, som han brugte på at stifte Saxo Bank, blev tjent i udlandet, og at han lærte det nødvendige knowhow i London.

»Så det var nok England, der skabte de fleste af forudsætningerne for min formue, i højere grad end min klassisk-sproglige studentereksamen i Danmark,« skriver Lars Seier Christensen.

Udover Jysk-kæden, der tæller over 2.500 butikker på verdensplan, ejer Lars Larsen en række andre selskaber, heriblandt Bolia, Ilva og Idémøbler. Og ligesom dynekongen ikke selv vil flytte til udlandet, skal der heller ikke laves smarte skattely-konstruktioner for hans forretningsimperium.

Han har tidligere kritiseret danske virksomheder, som flytter til udlandet, når de har fået succes.

»Jeg har skabt min virksomhed i Danmark. Og jeg synes, det er noget forbandet svineri, når de, der – når de har tjent godt – flygter ud af landet til andre lande. Jeg synes faktisk, de er halvidioter. Det er ikke bedre at drive virksomhed i udlandet. Overhovedet ikke. Danmark bliver bedre og bedre på alle punkter,« sagde Lars Larsen til Berlingske i oktober 2016.

Også her kommenterede Lars Seier Christensen dynekøbmandens udmelding på Facebook.

Læs også