Erhverv
0

Milliardær overtog konkursramt butikskæde - alle butikker forsvinder

De sidste butikker i Landmad-kæden er blevet opsagt. Den nye ejer satser på nethandel.

Landmad er stiftet af iværksætteren Louise Dolmer, der fik idéen til konceptet hjemme på sin gård nær Grenå. Foto: Gregers Tycho.

Den nye ejer af den konkursramte købmandskæde Landmad har opsagt samarbejdet med sine sidste butikker, som dermed alle enten lukker eller skifter navn.

Landmads butikker har været drevet af franchisetagere, men deres aftaler er blevet opsagt med udgangen af januar. Det skriver Dansk Handelsblad.

I begyndelsen af september sidste år blev selskabet bag Landmad-kæden begæret konkurs. Kort tid efter blev rettighederne til Landmad-navnet overtaget af selskabet Nine United, der er ejet af modemilliardæren Troels Holch Povlsen.

Selve driften og videreudviklingen af Landmad-konceptet bliver varetaget af selskabet De 5 Gaarde, som Troels Holch Povlsen også er medejer af. Det samme er lensgreve Bent Wedell og prins Joachim.

Og det er De 5 Gaarde, som har valgt at opsige franchiseaftalen med butikkerne.

»Der er ingen, der har smækket med døren, og vi er blevet behandlet godt. Det er selvfølgelig ærgerligt at miste et godt brand. Kunderne har tillid til os, fordi alle kædens butikker har solgt mad af høj kvalitet. Men nu kan vi selv bestemme, hvad vi har på hylderne, og vi skal ikke længere betale franchise-fee,« siger Anette Larsen, den ene af de to ejere af Landmad i Aalborg, til Dansk Handelsblad.

Landmad i Skanderborg har allerede skiftet navn. Det samme sker med butikkerne i Aalborg, Aarhus og Horsens. Butikkerne i Grenå og Silkeborg er begge lukket.

De 5 Gaarde
  • Selskabet De 5 Gaarde er et kommercielt samarbejde mellem fem danske godser og herregårde.
  • Ejerne er familien Holch Povlsen, som udover modegiganten Bestseller også driver østjyske Gyllingnæs og Constantinsborg, lensgreve Bent Wedell med godserne Frijsenborg og Wedellsborg samt prins Joachim.
  • De 5 Gaarde producerer selv en lang række fødevarer, bl.a. kyllinger, mejeriprodukter, mel og øl.

Landmad er stiftet af iværksætteren Louise Dolmer, der fik idéen til konceptet hjemme på sin gård nær Grenå. Der blev åbnet nye butikker, kunderne strømmede til, og der var planer om at skabe en landsdækkende kæde med 50 butikker.

Sådan så det også ud til at skulle gå.

Men et underskud på 3,6 mio. kr. fik pludselig selskabets revisor til at så tvivl om den fortsatte drift. Et par butikker meldte sig ud af kæden, og trods tilførsler af flere penge måtte selskabet bag Landmad til sidst indgive konkursbegæring.

Den nye ejer af Landmad vil i langt højere grad lægge vægt på salg af lokale fødevarer via nettet. Det fortalte Claus Hviid, direktør for De 5 Gaarde, i september til Finans. Han ser gode muligheder for skabe en sund økonomi i konceptet.

»I kraft af en meget passioneret indsats fra stifteren, Louise Dolmer, har Landmad på kort tid opbygget et fantastisk stærkt brand. Selve konceptet har efter vores vurdering et stort potentiale, og vi ser gode muligheder for at videreudvikle Landmad i en retning, der kan få økonomien til at hænge sammen,« sagde Claus Hviid.

BRANCHENYT
Læs også