Erhverv

Tesla halter bagefter på selvkørende biler

General Motors har taget føringen i udviklingen af fremtidens bil. Teslas teknologi er tvivlsom, vurderer ny rapport.

Tesla er blevet overhalet af GM i udviklingen af selvkørende biler.
Foto: Imaginechina via AP Images.

Den amerikanske bilgigant General Motors ligger i front, når det gælder udviklingen af selvkørende biler.

Tesla, der er kendt for sine avancerede elbiler og fremsynede teknologi, halter langt bagefter. Det fastslår en ny rapport fra Navigant Research, der følger markedet tæt.

General Motors, GM, er rykket op på førstepladsen og forbi Ford, der kun er nr. 4 på listen.

I stedet kæmper GM om førerpositionen med Waymo, som er Googles bud på et selvkørende køretøj.

Ifølge rapporten fra Navigant er GM lidt længere fremme end Waymo, fordi selskabet har en fordel af at have et stort produktionsapparat et trække på. Det skriver Fast Company.

Undersøgelsen slår også fast, at Ford er rykket ned som nummer fire på listen, fordi de andre aktører har udviklet sig hurtigere.

GM har oplyst, at selskabet har udviklet en selvkørende bil, som er klar til at blive masseproduceret. Planen er at tilbyde selvkørende biler gennem dele- og udlejningstjenesten Maven Car Rental inden udgangen af 2019.

Waymo er ifølge Navigant handicappet af, at selskabet ikke har en aftale med en af de førende bilproducenter om at fremstille en selvkørende model.

Navigant research har ikke mange pæne ord til overs for Tesla, der ligger langt nede på listen. Tesla har haft problemer med produktionen af de nye modeller, og der er ikke sket meget udvikling i forhold til at gøre bilerne selvkørende.

»Tesla har store planer og kommer med masser af meddelelser, men selskabets teknologi er i bedste fald tvivlsom, og der er alvorlige økonomiske og industrielle kvalitetsproblemer, som skal løses,« skriver Navigant Research.

Læs også