BREAKING
0

Tryg hævede priserne sidste år – nu gør man det igen

Tryg-topchef Morten Hübbe er klar til at skrue op for priserne i 2018. Det sker samtidig med, at forsikringsgiganten varmer op til at udlodde 1,5 mia. kr. til aktionærerne.

De mørke skyer trækker sammen om Tryg-kunderne. 2018 vil byde på prisstigninger, lyder det fra den danske forsikringsgigant. Foto: Philip Davali

Det bliver dyrere at være kunde i Tryg.

I forbindelse med fremlæggelsen af 2017-regnskabet varsler den danske forsikringsgigant prisstigninger overfor selskabets kunder.

»Tryg vil gennemføre prisjusteringer på omkring 3 pct. i 2018 for fortsat at forbedre det underliggende niveau af rentabilitet,« fastslår Tryg-ledelsen med topchef Morten Hübbe i front i regnskabet.

Bonusordning
  • TryghedsGruppen, der ejer 60 pct. af Tryg, indførte i 2016 et bonusprogram.
  • I 2016 og 2017 modtog danske forsikringskunder en kontant bonus på 8 pct. af den betalte præmie.
  • I 2017 blev der samlet udbetalt omkring 700 mio. kr. til de ca. 850.000 danske Tryg-kunder.
  • Tryg-ledelsen forventer, at der også vil blive udbetalt bonus i 2018.
  • Hvor stor bonusbetaling, der bliver tale om, er endnu ikke fastlagt af TryghedsGruppen.

Det er andet år i træk, at Tryg A/S har prisstigninger på programmet. Sidste år blev kunderne ligeledes ramt af prisstigninger, og »det havde en positiv effekt på resultatet«, fastslår ledelsen.

Selv om prisstigninger sjældent er kundernes kop te, giver det god mening at skrue på priserne, lyder det fra Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.

»På det danske marked giver det god mening. Også selv om 3 pct. er mere, end hvad konkurrenterne kan gøre,« siger Tryg-analytikeren.

Vi leverer et tilfredsstillende forsikringsteknisk resultat, som er 6 pct. højere end resultatet for 2016.

Morten Hübbe, koncernchef i Tryg

Han forklarer meldingen med, at danske Tryg-kunder kan se frem til en årlig bonus, der de seneste to år har ligget på 8 pct. af den betalte forsikringspræmie.

»Bonusordningen er et godt argument overfor kunderne, fordi man kan sige til kunderne: Vi hæver priserne, men du får det tilbage igen som bonus, når året er slut,« siger Mikkel Emil Jensen.

Prisstigningerne synes da også at være en stor del af årsagen til, at Tryg kom ud af 2017 med en stigende indtjening i selve forsikringsforretningen.

»Vi leverer et tilfredsstillende forsikringsteknisk resultat, som er 6 pct. højere end resultatet for 2016,« fastslår en tydeligt tilfreds Morten Hübbe i en kommentar til årsregnskabet.

Tryg - årsregnskab
(mio. kr.)20172016
Bruttopræmieindtægter17.96317.707
Forsikringsteknisk resultat2.7892.390
Resultat før skat3.2393.220
Nettoresultat2.5172.417
Combined Ratio84,486,7
Kilde: www.tryg.com

Bmk: Combined Ratio viser, hvor meget der går til skades- og administrationsudgifter af hver 100 kr. indbetalt af kunderne.

Trods fremgangen i det forsikringstekniske resultat, formåede Tryg kun at hæve toplinjen med 1,4 pct., mens overskuddet før skat blot gik 0,5 pct. frem.

Investorerne jublede da heller ikke over Tryg-regnskabet, selv om Morten Hübbe har formået at bryde en årelang ond cirkel ved at levere vækst i toplinjen.

Fra flere sider peges på, at investorerne er skuffet over, at det varslede ekstraordinære udbytte på 1 mia. kr. udvandes, fordi Tryg har udstedt 27,4 mio. nye aktier i forbindelse med det nylige køb af Alka for 8,2 mia. kr.

Tryg-aktien var dagen igennem sendt til tælling af årsregnskabet. Midt på eftermiddagen lød kurstabet på knap 4 pct. svarende til en rundbarbering af markedsværdien på omkring 2,2 mia. kr.

Nedturen var næppe at se i Morten Hübbes krystalkugle, da han kommenterede regnskabet først på dagen. Her var der nemlig lutter lovord over udviklingen i Tryg-forretningen i 2017.

»Vi forsætter med at have positiv vækst i hele koncernen, der igen primært er båret af den danske privatforretning. Og så glæder vi os over, at vi for første gang i mere end 10 år på samme tid ser en positiv kundeudvikling for forretningsområderne privat og erhverv i alle nordiske lande,« lød det fra Tryg-chefen.

Tryg forsikrer ca. 850.000 danskere. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tryg-ledelsen til, hvordan de varslede prisstigninger på i gennemsnit 3 pct. vil fordele sig på koncernens 2,8 mio. kunder i Sverige, Norge og Danmark.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også