Supermarked hyrede robot: Måtte fyre den efter en uge
En skotsk supermarkedskæde "ansatte" en robot til at vejlede kunderne. Men det blev en kort karriere. Butikken måtte nemlig "fyre" robotten efter en uge, fordi den forvirrede kunderne.
Robotterne kommer, og de tager vores job. En frygt, der måske ligger lidt længere ude i fremtiden end forventet. Den første britiske robot, der var sat ind for at løse en butiksmedarbejders arbejde, blev nemlig ”fyret” efter blot en uge.
Det skriver The Telegraph.
Robotten Fabio blev ”ansat” i den skotske supermarkedskæde Margiottas filial i Edinburgh i et forsøg ledet af Heriot-Watt Universitet for BBC’s program Robots & Us. Men forsøget måtte stoppe, fordi robotten forvirrede kunderne.
I begyndelsen gik det ellers glimrende for Fabio, der var programmeret med viden om, hvor hundredvis af varer i butikken befandt sig.
Han charmerede kunderne med hilsner såsom »hej smukke«, lavede high fives, fortalte vittigheder og gav tilbud om robotkrammere.
Det viste sig dog hurtigt, at robotten måske ikke var den mest hjælpsomme butiksmedarbejder i verden.
Når han f.eks. blev spurgt konkrete spørgsmål som »hvor finder jeg øl?« svarede han ubehjælpsomt »i alkoholafdelingen« uden nogen nærmere forklaring.
»Fabio gav meget generelle beskrivelser såsom ”osten er i et køleskab”, hvilket ikke er til nogen stor hjælp. Så Fabio gjorde ikke sit job så godt, som vi havde håbet. Faktisk virkede det, som om kunderne forsøgte at undvige Fabio,« siger butiksejeren Luisa Magiotta til BBC.
Butikken forsøgte derfor at flytte robotten til en anden afdeling for at uddele gratis smagsprøver. Det var dog heller ikke nogen succes, da det kun lykkedes Fabio at uddele to smagsprøver på et kvarter. Til sidst fik butikschefen nok.
Ifølge mediet tog Fabio ikke fyringen særlig pænt. Da chefen fortalte robotten, at den var fyret, kiggede Fabio på ham og sagde »Er du sur?«.