Erhverv

TV 2 lander rekordresultat: Overgår egne forventninger til 2017

TV2's foreløbige regnskab viser mere end en fordobling af resultatet før skat. TV2's topchef kalder det »et historisk godt resultat.«

Foto: Mik Eskestad.

Alt imens snakken om et muligt TV 2-salg fylder spalterne i dagspressen, lander den statsejede tv-station et historisk godt resultat.

TV 2s bestyrelse har på et møde i dag behandlet det foreløbige regnskab for 2017, og resultat før finansielle poster (EBIT) er ca. 300 mio. kr. mod 135 mio. kr. i 2016. Det er en forbedring i forhold til TV 2's seneste forventning, som lød på 260-280 mio. kr.

Men de foreløbige meldinger fra TV 2 viser også en fremgang på toplinjen, som er vokset 4 pct. i forhold til 2016.

Det pæne resultat skyldes i høj grad også, at 2017 har været et lille sportsår, hvilket betyder, at TV 2 har købt færre af de meget dyre sportsrettigheder. I alt har TV 2's omkostninger til sport i 2017 været ca. 112 mio. kr. lavere end i 2016.

Det foreløbige regnskab får ikke overraskende smilet frem hos TV 2's adm. direktør, Merete Eldrup.

»Det her er selvfølgelig et historisk resultat, som beviser, at TV 2 stadig er en meget stærk medieforretning. Vi har især været meget gode til at holde styr på omkostningerne på den ene side og udbygge vores omsætning på særligt TV 2 Play på den anden side,« siger Merete Eldrup til Finans.

Mens TV 2's tv-kanaler har bevaret sine seerandele i 2017, men dog mistet en smule terræn blandt de yngre målgrupper, er tv-stationens digitale vækstmotor, TV 2 Play, vokset med 27 pct. på abbomentssiden.

»Vi har i forvejen meget ambitiøse mål for TV 2 Play. Men vi ligger faktisk en smule over forventningerne. Det er også båret af vores lancering af et TV 2 Play-abonnement med reklamer, hvor prisen til gengæld er en smule lavere. Det har været en succes,« siger Merete Eldrup.

Det endelig årsregnskab bliver først offentliggjort den 20. marts. Det er nogle år siden, at TV 2 er gået ud med de overordnede regnskabstal, før årsregnskabet bliver præsenteret.

I denne tid er TV 2 centrum for en heftig debat om, hvorvidt staten skal sælge hele eller dele af tv-stationen til en privat ejer.

Derfor kommer den positive melding fra TV 2 i dag kærkomment, hvis man tvivler på, om TV 2 er en lønsom og stærk forretning på statens hænder.

Men Merete Eldrup afviser, at de to ting hænger sammen.

»Vi har tidligere annonceret resultatet før regnskabet. Men de seneste år har der ikke været afvigelser fra forventningerne, og derfor har vi ikke gjort det. I år har vi så en afvigelse, og derfor gør vi det. Der er ingen politiske motiver i denne melding,« siger TV-topchefen.

Læs også