Erhverv

Altankrig koster dyrt: Ejer må skyde millioner i kendt firma

Ejerfamilien i Altan.dk har måttet tilføre selskabet penge efter grimt regnskab.

Foto: Jens Dresling

En opsigtsvækkende strid med en konkurrent gør ondt på det kendte danske altanfirma Altan.dk.

Omsætningen i det familieejede selskab er dykket kraftigt, og flere år med overskud er vendt til et stort milliontab. Samtidig har ejerfamilien måttet skyde 20 mio. kr. i selskabet for at øge egenkapitalen. Det viser et nyt regnskab.

Altan.dk, der er ejet af stifter Per Knudsen og hans familie, har været under angreb af rivalen Minaltan og dens direktør, Jonas Juul-Olsen. For halvandet år siden begyndte han at mistænke Altan.dk for at opsætte altaner på en måde, der ikke overholder de foreskrevne byggetilladelser.

Derfor lavede han adskillige stikprøver - bl.a. ved at bryde gulve op i flere lejligheder. Her fandt man ud af, at flere altaner, som Altan.dk havde sat op i København og på Frederiksberg, ikke var sat op i overensstemmelse med den kommunale byggetilladelse.

Altan.dk har under hele forløbet afvist, at der er sikkerhedsmæssige problemer med altanerne og deres bæreevne. Men sagen har fået Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune til at ændre sine dokumentationskrav. Det har ført til længere sagsbehandlingstider.

Sagspuklen betyder, at Altan.dk i regnskabsåret kun kunne realisere en omsætning på 158 mio. kr. Det er 70 mio. kr. mindre end året før. Altan.dk kom ud af året med et underskud på næsten 25 mio. kr.

»Som en positiv konsekvens af situationen forventer vi dog, at vores omsætning vil være højere end normalt i det nye regnskabsår, så vi indhenter omsætningen på den lange bane,« siger adm. direktør Casper Knudsen i en pressemeddelelse.

»I øjeblikket har vi kontrakter på opgaver for 420 mio. kr., så der er masser af arbejde til fremtiden, og vi kommer hverken til at mangle arbejde eller omsætning foreløbigt,« tilføjer han.

Milliontabet i Altan.dk betyder, at egenkapitalen næsten er forsvundet. Derfor har ejerfamilien skudt 20 mio. kr. i selskabet. Det er sket gennem familiens holdingselskab, Knudsen Holding ApS, hvis formue senest var bogført til 56 mio. kr.

Derudover har Altan.dk's bank Nordea og garantifonden Tryg valgt at »støtte op om Altan.dk's investeringer og udviklingsstrategi,« lyder det.

Altan.dk har i det seneste regnskabsår udvidet sin forretning betragteligt og beskæftiger nu 170 medarbejdere. Selskabet har også oprettet en svensk afdeling og tilføjet et nyt forretningsben, Autdoor.dk, som renoverer og forskønner gårdrum.

BRANCHENYT
Læs også