Erhverv

Selvkørende biler har et stort problem med farven

Bilindustrien arbejder på højtryk med at få sensorerne til at kunne "se" biler, der ikke er hvide eller sølvfarvede.

En flåde af Googles selvkørende biler er her gjort klar til tests. Kunstig intelligens er hastigt på vej til at revolutionere bilindustrien, som smartphones gjorde de med mobiler. Foto: AP Photo/Eric Risberg

Selvkørende biler er sikrest og mest effektive, hvis de har lyse farver.

Og indtil videre skal de helst være hvide eller sølvfarvede. Sensorerne i bilerne har nemlig sværere ved at opdage andre trafikanter, hvis de eksempelvis er monteret i en sort selvkørende bil. Det skriver USAToday.

»Når vi tester selvkørende biler, ved vi, at reflekterende farver er nemmest at opfatte for det såkaldte LiDAR-system,« siger Nancy Lockhart.

Hun er global marketingdirektør for Axalta Coating Systems - en virksomhed, der leverer sprøjtemaling til bilindustrien.

Nogle af de vigtigste sensorer for selvkørende biler er et system kaldet LiDAR, der ved hjælp af laser kortlægger bevægelserne hos de trafikanter, som den selvkørende bil møder på sin vej.

Og LiDAR er indtil videre bedst til at ”se” lyse farver som hvid og sølv. Det vil sige farver som bedst reflekterer de udsendte laserstråler.

Men bilindustrien arbejder på højtryk for at gøre biler med andre og mørkere farver lige så sikre.

Axalta, der er et spinoff fra industrigiganten DuPont, eksperimenterer med at tilsætte reflekterende flager i mørkere farveblandinger for at få bilerne til at reflektere laser bedre. Samtidig med at man bevarer den oprindelige farve.

Udover at arbejde med at få farverne til at kunne reflektere bedre, er bilindustrien også udfordret af at undgå, at skidt og jord sætter sig på bilens karosseri. Det blokerer nemlig for sensorerne eller får dem til at sende forkerte oplysninger til bilens computer.

En af Axeltas konkurrenter, PPG Industries, arbejder med at kunne overføre den high tech-måde, man maler skroget på et fly, til en bil. Det vil kunne få en sort bil til at reflektere 20-30 pct. bedre end i dag.

En anden vej til at omgå problemerne med den manglende reflektion kan være at installere flere sensorer, men det vil gøre bilerne dyrere, skriver USAToday.

Læs også