Erhverv

Hemmelighedsfuld rigmandsfamilie bruger 100 mia. i ét hug

Den velhavende Reimann-familie har igen udvidet sit imperium.

Keurig Green Mountain har indgået en aftale til en værdi af cirka 112 mia. kr. med sodavandsproducenten Dr Pepper Snapple Group. AP Photo/Richard Drew.

En af Europas rigeste og mest hemmelighedsfulde familier har igen brugt løs af sin formue. Denne gang i en handel til en værdi af over 100 mia. kr.

Det drejer sig om den tyske Reimann-familie, der er notorisk kendt for at holde sig ude af offentlighedens søgelys. Gennem sit investeringsselskab JAB Holding er familien de senere år er blevet en af de helt store spillere inden for kaffe, luksusvarer og dagligvarer.

Mandag slog den stenrige familie så til igen.

Det skete, da kaffeproducenten Keurig Green Mountain, som er ejet af Reimann-familien, betalte godt 112 mia. kr. i en fusion med drikkevaregiganten Dr Pepper Snapple Group.

Dermed føjede Reimann-familien kendte sodavandsmærker som Dr Pepper og 7Up til sit imperium.

I forvejen ejer familien bl.a. bagerkæden Panera Bread, doughnutkæden Krispy Kreme Doughnuts samt Baresso, der har en lang række kaffebarer rundt om i Danmark.

Derudover har familien kontrollerende ejerandele i modevirksomhederne Jimmy Choo, Bally og Belstaff.

Alt sammen styres via familiens investeringsselskab JAB Holding. Det holder til i Luxembourg og ledes af de fire Reimann-søskende Wolfgang, Stefan, Renate og Matthias. De deltager dog ikke i den daglige drift, men træffer alle større beslutninger.

De fire søskende arvede - sammen med fem andre søskende - i 1984 JAB Holding efter deres adoptivfar, Albert Reimann Jr. Efterfølgende blev de fem søskende købt ud af selskabet.

I dag er Reimann-familien blandt Europas rigeste familiedynastier med en anslået formue på over 120 mia. kr. Og det hele kan spores tilbage til 1823, da Johann Adam Benckiser (hvis initialer har lagt navn til familiens investeringsselskab) købte en kemikaliefabrik i den lille tyske by Pforzheim.

Det blev startskuddet til det forretningsimperium, som bare vokser og vokser.

JAB Holding er i øvrigt ved at lukke Baresso-konceptet herhjemme. I stedet bliver de 48 kaffebarer rundt om i landet omdannet til den svenske kaffekæde Espresso House, der også ejes af JAB Holding.

Læs også