Erhverv

Første dom af sin slags i Europa: Dansker får fængselsstraf for at udbrede ulovlig filmside

I en principiel straffesag har en 39-årig mand fået en betinget fængselsstraf og en stor bøde for at sprede en ulovlig piratfilmside ved hjælp af sin egen hjemmeside.

Pirattjenesten Popcorn Time blev grundlagt i Argentina i 2014 af fire argentinske studerende. Tjenesten er gratis for brugeren, men stort set alt indholdet er ulovligt. Foto: Ole Steen Foto: Ole Steen

Selv om mange danskere har brugt de ulovlige film- og streamingtjenester, er piratsiderne på internettet en meget alvorlig sag.

Det har en 39-årig mand fået at føle. Retten i Odense har i dag idømt manden betinget fængsel i halvt år og konfiskation af over en halv million kroner for at have medvirket til spredning af den ulovlige pirattjeneste Popcorn Time ved at eje hjemmesiden popcorntime.dk.

Det skriver Anklagemyndigheden på sin hjemmeside.

Straffesagen er principiel og den første af sin slags i Europa, fortæller senioranklager Dorte Køhler Frandsen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), som har ført straffesagen.

»Aldrig tidligere er en person blevet dømt for medvirken til at udbrede streamingtjenester. Dommen er derfor et vigtigt skridt i bekæmpelsen af ulovlig streaming på internettet og vil vække genklang i hele Europa,« siger Dorte Køhler Frandsen i en pressemeddelelse.

Hun er en del af en international myndighedsgruppe, der forsøger at bekæmpe alle de ulovlige piratsider med film og serier, der flyder over alt på internettet.

Den 39-årige har ikke selv andel i piratfilmsiden Popcorntime.com, som blev tvunget til at lukke ned i oktober 2015. Men den 39-årige er dømt for på sin hjemmeside at have vejledt om, hvordan danske brugere kunne hente applikationen Popcorn Time, og hvordan de kunne undgå at blive opdaget af myndighederne.

Den dømte tjente ifølge dommen 506.003 kr. i reklameindtægter på hjemmesiden i 2015. Han skal betale hele indtægten tilbage og domænet popcorntime.dk er desuden konfiskeret. Han er samtidig idømt 120 timers samfundstjeneste.

»Dommen er et klart signal til dem, der udbreder ulovlige pirattjenester. Filmindustrien og andre taber milliarder i indtægter hvert år, fordi kriminelle gratis udbyder ulovlige film. Det er et tab for alle. Også forbrugeren,« siger senioranklager Dorte Køhler Frandsen.

Grundstenen til pirattjenesten Popcorn Time blev lagt i Argentina i 2014 af fire argentinske studerende. Tjenesten er gratis for brugeren, men stort set alt indholdet er ulovligt, fordi filmene ligger på tjenesten uden rettighedshavernes tilladelse.

Den dømte har nu to uger til at beslutte, om han vil anke straffesagen til Østre Landsret.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også