Erhverv
0

Danmarks rigeste mand kan holde Danmark kørende i 25 dage

Det internationale erhvervsmedie Bloomberg har udviklet et nyt indeks, der viser, hvor længe verdens rigeste kan holde deres hjemlande kørende. Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen er Danmarks repræsentant.

Kjeld Kirk Kristiansen (i midten) havde i mange år kontrollen Lego, men den er nu overdraget til sønnen Thomas (tv.) Jørgen Vig Knudstorp (th.) er bestyrelsesformand i Lego.

Hvor lang tid kan Danmarks rigeste person holde hele nationen kørende, hvis staten pludselig løb tør for penge, og vedkommende skulle betale for samtlige offentlige udgifter?

Svaret finder man i en ny opgørelse fra det internationale erhvervsmedie Bloomberg, der har udviklet et såkaldt Robin Hood-indeks.

Indekset indeholder data fra 49 lande, og det er bygget op om tal Den Internationale Valutafond (IMF) og Bloombergs eget indeks over verdens rigeste. For hvert land har Bloomberg set på, hvor lang tid landets rigeste vil kunne betale den enkelte stats regning.

I Danmark topper Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen listen over landets rigeste. Bloomberg har opgjort hans formue til 12,5 mia. dollars svarende til 75 mia. kr. Ifølge Bloomberg svarer den danske stats daglige udgifter til rundt regnet tre mia. kr.

Dermed vil Kjeld Kirk Kristiansens formue kunne holde Danmark kørende i 25 dage.

De 25 dage er dog småting i forhold til Cypern, hvor forretningsmanden John Frederiksens formue på ca. 60 mia. kr. Ifølge Robin Hood-indekset vil Frederiksen kunne holde ø-staten kørende i over et år - helt præcist 441 dage.

Omvendt er de 25 dage en del længere end tallet for store lande som Japan, USA og Kina. Kinas rigeste person, Jack Ma, som står bag Alibaba, vil således kun kunne betale for den kinesiske stats udgifter i fire dage, før hans pengetank er tømt.

Det er marginalt bedre end i USA, hvor Jeff Bezos, stifter og ejer af Amazon, vil kunne holde det offentlige system kørende i fem dage.

BRANCHENYT
Læs også