Erhverv
0

Brødre blev medejere som teenagere: Nu fører de familiefirmaet til ny rekord

Køkkenfirmaet Bent Brandt fejrede i 2017 et skarpt hjørne. Nu kan firmaet glæde sig over et rekordregnskab.

De to brødre Mikael og Kristian Brandt glæder sig over et rekordregnskab fra køkkenfirmaet Bent Brandt, som de overtog ledelsen af i 2003. Foto: Jan Dagø

Firmaet Bent Brandt, der er Danmarks førende leverandør af køkkenudstyr til det private og offentlige, kunne i 2017 fejre at have eksisteret i 50 år.

Nu, blot to måneder efter jubilæumsåret, kan Bent Brandt så fejre et årsregnskab, der skriver sig ind i historien som det bedste i firmaets levetid.

Omsætningen rundede for første gang 500 mio. kr., og indtjeningen nåede nye højder med et overskud efter skat på 36 mio. kr.

»Vi er stolte over, at det lykkedes os at runde en omsætning på 500 mio. i et år, hvor vi fejrede jubilæum. Det er et resultat af, at vi leverer på kundernes efterspørgsel og altid kan give dem god rådgivning,« siger Mikael Brandt, søn af virksomhedens stifter og adm. direktør i Bent Brandt, til Finans.

Men selvom pengetanken hvert år vokser i Bent Brandt, er der ingen planer om opkøb.

»Vi har allerede stordriftsfordele, og derfor er det ikke på tegnebrættet at købe andre virksomheder,« fortæller Mikael Brandt.

Til gengæld er det en del af planen, at virksomheden skal udvide medarbejderskaren, fortæller Mikael Brandt.

I det seneste regnskabsår voksede medarbejderantallet fra 116 til 118.

»Vi får brug for nye medarbejdere og flere hænder. Men det er vigtigt, at vi hele tiden har effektiviteten for øje og har fokus på bundlinjen,« siger han.

Mikael Brandt overtog ledelsen af Bent Brandt i 2003 sammen med sin bror, Kristian Brandt, der nu er salgschef. Deres forældre gav dem dog allerede en stor aktiepost i virksomheden, da de var i teenageårene. I dag ejer de to brødre køkkenfirmaet 100 pct., og leverer år efter år tocifrede millionoverskud i deres personlige holdingselskaber.

Bent Brandt har eksisteret siden 1967 og blev grundlagt af ægteparret Bent og Kirsten Brandt. Til at begynde med lejede virksomheden sig ind i lokaler på Frue Kirkeplads i midten af Aarhus. Herfra solgte de køkkenudstyr, porcelæn og bestik til børnehaver, plejehjem, hoteller og restauranter.

Senere blev sortimentet udvidet til også at omfatte køkkenmaskiner og køkkenindretning.

Da Bent Brandt havde vokset sig for stor til lokalerne i det centrale Aarhus, flyttede virksomheden i 1983 til Egå, hvor der også blev plads til udstilling af køkkenudstyret og et undervisningslokale til virksomhedens kunder.

I 2003 skete så generationsskiftet, hvor Bent Brandt overdrog ledelsen til sine sønner.

Efter generationsskiftet fortsatte Bent Brandt som bestyrelsesformand for virksomheden, der i 2005 flyttede i nye lokaler i Aarhus-forstaden Lisbjerg.

BRANCHENYT
Læs også