Erhverv
BREAKING
0

Bill Gates langer ud efter Donald Trump i åbent brev: Har aldrig været så uenig med Det Hvide Hus

Bill and Melinda Gates Foundation har netop udsendt sit årsbrev og taget fat om 10 svære spørgsmål fra det forgangne år. Særligt det sjette i rækken vækker opsigt.

Bill Gates har - med små afbrydelser - været verdens rigeste mand siden 1990'erne og har forpligtet sig til at donere 99 pct. af sin formue væk. Foto: AP

Verdens næstrigeste mand og klodens største filantrop, Bill Gates, modtager øjensynligt mange svære spørgsmål.

Siden stifteren af Microsoft overlod den daglige ledelse af selskabet til andre, har han og hustruen koncentreret sig om arbejdet i den velgørende fond Bill and Melinda Gates Foundation, der spenderer 4-5 mia. dollars om året på at bekæmpe malaria, reducere fattigdom og optimere undervisning.

Tirsdag udsendte fonden sit 10. årsbrev, hvori parret meget passende adresserer de 10 sværeste spørgsmål, som folk har stillet i det forgangne år. Spørgsmål nummer 6 handler om, hvordan præsident Trumps politik påvirker fondens arbejde. Det tema er igen og igen landet på Bill Gates' bord, lader han forstå.

»I det forgangne år er jeg blevet spurgt mere om præsident Trump og hans politik end alle andre temaer i dette brev tilsammen,« konstaterer den 62-årige rigmand med en estimeret formue på 90 mia. dollars.

Han er især forurettet over Donald Trumps forslag om at skære ned på udlandsstøtten, hvilket Kongressen heldigvis - lyder det i brevet - har modsat sig ved at finde pengene i budgettet.

»Overordnet set bekymrer America First-verdenssynet mig. Det er ikke fordi, at USA ikke skal sørge for sit eget folk, men spørgsmålet er blot, hvordan vi bedst gør det. Jeg mener, at det at engagere sig i verden over tid har vist sig at gavne alle, også amerikanere, mere end det modsatte,« fortsætter Bill Gates.

Han var i slutningen af 2016 en af de første til at få foretræde hos den nyvalgte præsident i Trump Tower i New York og har sidenhen mødtes med administrationen flere gange. Det agter Gates at blive ved med.

»Selv om vi er mere uenige med denne administration end de forrige, tror vi stadig på vigtigheden af at samarbejde, når det er muligt. Vi fortsætter med at snakke med dem, for hvis vi skærer ned på investeringerne i udlandet, vil folk i andre lande dø, og det vil forværre USAs situation.«

BRANCHENYT
Læs også