Erhverv
0

Kinesisk Hard Rock-ejer i (meget stille) entre på dansk børs

Fondsbørsen har fået et nyt og temmelig særegent indslag i form af et britisk-kinesisk selskab.

Et selskab med retten til at drive Hard Rock Cafe-restauranter i Kina er blevet børsnoteret i Danmark. Screendump fra hrcplc.co.uk

Efter en årrække med meget omtale af en dansk børskrise, hvor små og mellemstore virksomheder har fravalgt det danske marked til fordel for det svenske og det norske ditto, har den københavnske fondsbørs nu selv kapret en udenlandsk virksomhed.

Men måske ikke lige en, nogen havde set komme. Der er, som Berlingske skriver, tale om selskabet HRC World Plc, der ejer retten til at drive Hard Rock Cafe-restauranter i Kina.

Selskabet er teknisk set registreret i England, og driver altså sin virksomhed nogenlunde så langt fra Danmark, som man kan komme. Så hvorfor det lidt opsigtsvækkende noteringsvalg?

Den britiske pendant til fondsbørsens danske minibørs First North, AIM, er ifølge HRC blevet fravalgt af dels bureaukratiske, dels brexit-relaterede årsager - og så kommer der ellers en sang om at gøre folk glade:

»Vi er i underholdningsbranchen, hvilket fundamentalt handler om at gøre folk glade - om det er efter en hård arbejdsdag eller om det er turister og familier. Så hvorfor ikke lade sig børsnotere i et af verdens gladeste lande,« skriver HRC World til Berlingske.

Et opslag på HRC's website viser en begrænset omsætning og et lille tab igennem første halvdel af 2017, begge i den lave tocifrede millionklasse.

Endnu mindre tal er der dog på fondsbørsen. Her har selskabet været noteret i syv handelsdage. Fire af dagene er forløbet helt uden handler, mens tre andre har budt på en samlet omsætning af aktien på lidt over 250.000 kr.

Med en markedsværdi på knap 250 mio. kr. - selskabets egenkapital er ifølge Berlingske på 60 mio. kr. - gør det alt andet lige aktien til en stærk kandidat til markedets måske mindst omsatte.

BRANCHENYT
Læs også