Det er et meget usædvanligt konkursbo, mener lektor i selskabsret om det kollapsede Fine Wine Invest, hvis direktør efterforskes af politiet.
Troels Michael Lilja, lektor i selskabsret på CBS, har set en del redegørelser fra krakkede og konkursramte virksomheder.
Men han har sjældent set noget lignende den redegørelse, kuratoren tirsdag udsendte fra konkursboet efter kollapsede Fine Wine Invest, som handlede med vin på vegne af kunder.
»Der er tale om et meget usædvanligt konkursbo. Det er ikke i sig selv usædvanligt, at konkursramte selskaber har en så stor underbalance, at der kun er en meget lille dividende til de simple kreditorer. Men det er heldigvis særdeles usædvanligt, at kunder og investorer besviges i et omfang, som denne kuratorredegørelse lægger op til,« siger han til Finans med henvisning til, at der ikke eksisterer et varelager i Fine Wine Invests konkursbo.
I kuratorredegørelsen, der er udarbejdet af advokat Per Astrup Madsen fra DLA Piper, står der, at der ikke er overensstemmelse mellem de udstedte fakturaer til kunder og den vin, som rent faktisk er blevet indkøbt af Fine Wine Invests direktør og ejer, Thomas Clausen.
Derudover står der i redegørelsen, at Thomas Clausen har sendt et certifikat til kunderne, som skulle forsikre dem om, at deres vin lå opbevaret på et lager i England i kundens navn.
Dette var dog ikke tilfældet, ligesom kurator ikke har kunnet finde den vin for op mod 600.000 kr., som Thomas Clausen ved konkurstidspunktet påstod, at der skulle ligge på lageret i England.
Hertil kommer, at kurator har opdaget, at en række mailkonti har tilhørt medarbejdere, som synes at være fiktive og har været brugt til kommunikation med kunderne.
»Måden det er sket på – med fiktive medarbejdere, fakturaer, mailkonti og fjernlagre – minder om forholdene i IT Factory, som jo er én af de mest bemærkelsesværdige konkurser i nyere tid. Det minder om Stein Bagger, som førte mange bag lyset,« siger Troels Michael Lilja.
Thomas Clausen og Fine Wine Invest bliver i øjeblikket efterforsket af Midt- og Vestsjællands Politi. Kreditorer har anmeldt krav for 9,5 mio. kr. i konkursboet, hvoraf 5,8 mio. kr. er simple krav.
Finans har været i kontakt med Thomas Clausen, men han ønsker ikke at kommentere den nye redegørelse. Han stiller sig dog uforstående over for sammenligningen med IT Factory og Stein Bagger.
»Jeg synes, at man skal sætte sig ind i Fine Wine Invests forretningsmodel, før man kan sige sådan noget. Fine Wine Invest var mere end et investeringsselskab. Det var også en vinbutik og en vinklub,« siger han.
Men lektoren fra CBS hæfter sig ikke ved forretningsmodellen, men derimod at der tilsyneladende er oprettet mailkonti til fiktive medarbejdere og udstedt fakturaer, som ikke stemmer overens med virkeligheden?
»Jeg har haft mange mailkonti. Men jeg ved ikke, hvilke kuratoren mener, der har tilhørt fiktive medarbejdere. Det er heller ikke noget, han har spurgt mig om, inden han skrev redegørelsen. Jeg synes, at der er sagt og skrevet nogle ting på et tyndt grundlag,« siger Thomas Clausen, inden han fortæller, at han ikke har yderligere at bidrage med.
Kuratoren skriver desuden i sin redegørelse, at der muligvis er givet gaver til nærtstående af ledelsen i Fine Wine Invest for virksomhedens penge. Det forhold er nu ved at blive yderligere undersøgt.
Thomas Clausen har ifølge kuratoren også foretaget private køb for »ikke ubetydelige beløb« for de penge, han ellers skulle bruge til at investere i vin for sine kunder.
Derudover påstår kuratoren at have dokumentation for, at Thomas Clausen har hævet over 1 mio. kr. fra Fine Wine Invests konto og ikke kan redegøre for, hvordan pengene er brugt.
»Når der ikke kan redegøres for brugen af pengene, må man formode, at pengene er brugt privat. Derudover kan jeg se i selskabets bilag, at der er købt møbler, som nu befinder sig i Thomas Clausens hjem,« sagde Per Astrup Madsen tirsdag til Finans.