Erhverv

Den danske multimilliardær indtager Stockholm

De svenske medier gør klar til at modtage den første Normal-butik i Stockholm. "Den danske multimilliardær" Holch Povlsen er allerede i Malmø og Helsingborg.

Anders Holch Povlsens kæde Normal har åbnet fire butikker i Sverige, og den femte ser ud til at blive i Stockholm. Foto: Joachim Ladefoged og PR-foto

Den svenske hovedstad Stockholm gør klar til en invasion fra Danmark.

Discountkæden Normal, der parallelimporterer mærkevarer og sælger dem billigt, åbner efter planen i slutningen af april eller begyndelsen af maj den første butik i Stockholm.

Det skriver erhvervsavisen Dagens Industri, som lægger stor vægt på, at Normal er ejet af »multimilliardæren« Anders Holch Povlsen, som især tjener sine penge på modekoncernen Bestseller.

Det bliver dermed den femte butik, efter at Normal har indledt sin erobring af Sverige med tre butikker i Malmø og en i Helsingborg.

»Det har længe været planen at etablere os i Stockholm, og derfor føles det rigtigt sjovt nu at kunne præsentere butikken,« siger Carsten Hansen, som er medejer af den svenske Normal-forretning, til mediet Market.

Samtidig med Stockholm-butikken er det planen at åbne en i Lund.

Normals omsætning næsten fordobledes i 2016 til 665 mio. danske kr.

Carsten Hansen forklarer til Market, at der ikke i Sverige findes direkte konkurrenter til Normal, og derfor har det været relativt let af få adgang til butikker i forskellige indkøbscentre.

Normal blev stiftet i 2013 og har 80 butikker herhjemme.

Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen har siden 2014 været del af ejerkredsen i Normal. I fjor øgede han ejerandelen til mellem 66 og 75 pct. Samtidig skød ejerne ca. 400 mio. kr. i butikskæden i form af en kapitalforhøjelse.

Læs også
Top job