Erhverv

Lars Larsen holder liv i tøjmærke: Har tabt penge 19 år i træk

Tøjmærket Backtee, der primært producerer golftøj, har ikke haft et overskud siden 1998.

Lars Larsen ses her i Backtee-tøj under golfturneringen Made in Denmark på hans golfbane i Nordjylland. Backtee er hovedsponsor for turneringen. Foto: Gregers Tycho

Jysk-ejeren Lars Larsen holder hånden under tøjmærket Backtee, der nu 19 år i træk har givet underskud.

2016/2017 blev ikke anderledes med et underskud efter skat på 2,6 mio. kr., viser et nyt regnskab fra Backtee.

Det nye underskud betyder, at egenkapitalen er negativ med 3,8 mio. kr. i Backtee, som primært producerer golftøj og gennem en årrække var det danske golfikon Thomas Bjørns tøjsponsor.

Den dårlige økonomi har fået hovedaktionær Lars Larsen til at give tilsagn om at stille de nødvendige kreditfaciliteter til rådighed indtil den 31. januar 2019.

Man skal tilbage til regnskabsåret 1997/1998 for at finde det seneste overskud i Backtee, som kun én gang siden har haft et underskud på under 1 mio. kr.

Finans har henvendt sig til Backtees adm. direktør, Thomas Riise Knudsen, for at få en kommentar til det nye regnskab og udviklingen i virksomheden.

Thomas Riise Knudsen, der i øvrigt er Thomas Bjørns gamle golfmakker fra amatørdagene, er dog ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Af det nye regnskab fra Backtee fremgår det, at selskabet forventer et bedre resultat i indeværende år, og at selskabskapitalen skal genvindes gennem en forbedret indtjeningsevne.

Virksomheden blev etableret i 1994 og har i næsten ligeså lang tid haft Lars Larsen i ejerkredsen. Nu er han hovedaktionær i Backtee, hvor han også sidder i bestyrelsen sammen med sin søn Jacob Brunsborg.

Backtee har hjemme i Silkeborg og beskæftigede gennemsnitligt 11 fuldtidsmedarbejdere i det seneste regnskabsår. De seneste år har Backtee været hovedsponsor for turneringen Made in Denmark på golfens Europatour.

Turneringen er de seneste fire år blevet spillet på Lars Larsens golfbane Himmerland Golf & Spa Resort i Nordjylland.

I år skal Made in Denmark spilles i Silkeborg, hvor Lars Larsen til dagligt bor.

BRANCHENYT
Læs også