Erhverv
0

Lysfirma oplever millionvækst

Direktør vil tredoble omsætningen over de næste tre år.

Firmaet Fischer Lighting er en familiedrevet virksomhed med Stig Elmvang (tv) og Lars Elmvang i front. 
Foto: Fischer Lighting

LED-lys har over de seneste år indvundet en større plads på markedet - og med god grund. Der kan være mange penge at spare, da LED-lys har et lavere energiforbrug og en længere levetid.

Det kan dog være dyrt at udskifte alle lamper og lyskilder i en virksomhed med den energisparende pære. Det har familievirksomheden Fischer Ligthing nu fundet en løsning på.

»Min far er lidt af en Ole Opfinder-type, og da vi så, hvor meget materiale, der går til spilde, når man vælger at udskifte klassisk belysning med LED, gik han i gang med at finde en mere bæredygtig løsning,« fortæller direktør Lars Elmvang om Stig Elmvangs opfindelse.

Han har opfundet et armatur, der gør det muligt at skrue LED-pæren direkte på den gamle lampe. På den måde behøver man ikke udskifte lamperne for at få glæde af LED-belysningen.

»I bl.a. idrætshaller er lamperne bygget af meget holdbare materialer, da de skal kunne tåle nogle slag. Der er mange penge at spare ved ikke at skulle udskifte det hele,« siger Lars Elmvang.

Siden 2016 har familievirksomheden taget deres omsætning fra nul til 10 mio. De har i samme periode hyret otte medarbejdere og har ombygget flere tusinde armaturer, fortæller Lars Elmvang. Lars Elmvang regner med at omsætningen for regnskabsåret 2017 vil slutte på 18 mio.

Fremtidsplanerne er ambitiøse.

»Vi regner med at have tredoblet vores omsætning over de næste tre år. Vi tror på produktet, og som det ser ud nu, er det et realistisk mål,« fortæller Lars Elmvang.

Virksomheden satser især på at have institutioner og andre kommunale tiltag som kunder. Far og søn er dog opmærksomme på, at det kræver en indsats og en god promovering.

»Folk i byggebranchen er ofte skeptiske over for nye tiltag og idéer. I lysbranchen specifikt har mange forsøgt at sælge billige kopivarer fra Kina, og når kunderne først har haft en dårlig oplevelse med et produkt, går de tilbage til det velkendte og sikre. Som ny virksomhed med en ny måde at gøre tingene på, er det derfor svært at opbygge den nødvendige troværdighed, men vi er heldigvis kommet rigtig langt,« siger Lars Elmvang. 

BRANCHENYT
Læs også