Erhverv

Børskandidaten NTG fortsætter opkøbsspurt med køb af affaldstransportør

Den hurtigvoksende transportkoncern NTG, der går efter at blive børsnoteret i foråret 2019, har slugt endnu en virksomhed. Og det bliver formentlig ikke den sidste i år.

Michael Hjort (tv) fra NTG har været tovholder på købet af majoriteten i Kim Sørensens firma (th) NS Transcargo. Foto: Tanja Lund Carstens

Der er fart over feltet i den danske speditørkoncern Nordic Transport Group (NTG). Selskabet, som tidligere på året købte den schweiziske milliardvirksomhed Gondran, fortsætter nu med endnu et opkøb.

Denne gang har NTG sat tænderne i den mindre transportvirksomhed NS Transcargo, der kører med affald og omsætter for 150 mio. kr. Opkøbet betyder, at NTG tilføjer endnu en niche inden for transportens verden til sin efterhånden store koncern.

»Vi har nu endnu en tangent på klaveret, som giver toner hos os. En hvilken som helst kunde med mange forskellige behov for transport kan nu få os til at klare affaldet og genbrug,« siger Michael Hjort, der er partner i NTG og står for integrationen af NS Transcargo i organisationen.

Kim Sørensen, som sælger virksomheden, beholder selv 49 pct. af aktierne og bliver partner i NTG. Ved at slutte sig til flankerne i NTG kan han udnytte synergier og drage fordel af koncernens store netværk af kunder, fortæller han.  

»Den ene grund var af hensyn til medarbejdere, kunder og vognmænd. Men den anden grund var selvfølgelig også, at jeg har fået en fornuftig pris for min aktier,« siger Kim Sørensen uden at ville afsløre prisen, udover at den ligger på et pænt tocifret millionbeløb.

Vækst er et nøgleord for NTG, der blev stiftet i 2011 og i 2017 lander på en omsætning på 3,2 mia. kr. Det er blandt andet tilvejebragt gennem opkøb, og købet af schweiziske Gondrand med en årlig omsætning på 1,7 mia. kr. hæver niveauet yderligere.

»Vi regner med at lukke tre opkøb i år. Den schweiziske er stor for os, for det er 50 pct. fremgang i omsætningen,« siger Jørgen Hansen, adm. direktør i NTG.

En hvilken som helst kunde med mange forskellige behov for transport kan nu få os til at klare affaldet og genbrug.

Michael Hjort, partner i NTG

Derudover har koncernen to-tre andre købsmuligheder i støbeskeen. NTG forventer at skrive sig på børslisterne i Danmark i foråret 2019, og der snakkes om en værdisætning på omkring 4 mia. kr.

I 2018 regner koncernen med at hæve omsætningen til 5 mia. kr., men ved at rejse 1 mia. kr. på børsen skal NTG gerne kunne genere 3 mia. kr. yderligere i omsætning.

NS Transcargo kommer også til at bidrage til turbovæksten.

»Vi regner med inden for de næste 2-3 år, at der står 500 mio. kr. på toplinjen [for NS Transcargos forretning, red.] i stedet for de 150 mio. kr.,« siger Michael Hjort.

NTG består af 50 datterselskaber og er bygget som et partnerskab, hvor moderorganisationen ejer majoriteten af selskaberne. Resten ejer de omkring 130 partnere. Idéen med partnerskabet var at skabe et grundlag for vækst.

Læs også