Erhverv

Industriens Pension: Trumps straftold kan banke inflationen i vejret

Trumps forslag om straftold på stål og aluminium kan skade økonomien og sende inflationen i vejret, lyder det fra Industriens Pension.

Morten Kongshaug, investeringsstrateg i Industriens Pension. Foto: Charlotte de la Fuente

Markedet har i årevis spejdet efter tegn på inflation, som kan sende renten i vejret, og torsdag smed Donald Trump så en bombe af en politisk udmelding, der ifølge Morten Kongshaug, porteføljemanager og investeringsstrateg i Industriens Pension, kan sætte fut i inflationen.

Donald Trump varslede, at han vil indføre straftold på stål og aluminium.

Ifølge Kongshaug kan det være en kilde til øget inflation.

»Selv om stål og aluminium isoleret set er et begrænset område, kan det indvarsle et markant skift væk fra en lavinflationær global vareøkonomi til en vareøkonomi med højere eksport-import skatter, produktions-flaskehalse og lange leveringstider. Med andre ord en vareøkonomi, som skaber inflation,« skriver han til Finans.

Ifølge investeringsstrategen er den globale økonomien i løbet af de sidste 30 år transformeret fra en produktionsøkonomi til en forbrugsøkonomi, hvor lav inflation og lave renter har tilladt en meget høj privat gældssætning.

Dermed har selv »begrænsede hindringer for en fri verdenshandel potentialet til at ødelægge mere, end de fleste tror,« skriver Kongshaug oven på meldingen fra præsidenten for verdens største forbrugsøkonomi.

Han peger på, at tiltaget er negativt for forbrugerpriser, jobskabelsen og renteudviklingen.

»Hvis Trump på den måde vil vende tidevandet og reetablere USA som verdens største produktionsøkonomi, så bliver det ikke uden omkostninger for amerikansk økonomi, som den ser ud i dag. Det bliver givet i et miljø med både højere inflationspres og stigende renter.«

Læs også
Top job