Airbus frygter konsekvenser af brexit
Den europæiske flyproducent overvejer at omlægge produktionen, når briterne efter planen forlader EU.
Flygiganten Airbus frygter, at selskabet kan få problemer med at levere komponenter og reservedele til fly på grund af brexit.
Derfor overvejer Airbus, som er verdens næststørste flyproducent efter amerikanske Boeing, at opbygge lagre for at imødegå leveringsproblemer.
Fly og reservedele til Airbus produceres fortrinsvis i fire europæiske lande, og selskabet er en af de største industriarbejdspladser i Storbritannien.
Vingerne til flyene produceres i Filton nær Bristol, og Airbus har også produktion i Broughton i det nordlige Wales.
Det er et større puslespil at få alle dele og komponenter leveret til samlefabrikken i Toulouse i Frankrig, og Airbus er nervøs for, at der kan opstå forsinkelser i leveringerne, når Storbritannien forlader EU.
»Vi bruger 5 mia. pund om året på vores britiske leverancer. Det er virkelig vigtigt, at komponenterne ikke bliver tilbageholdt. Betingelserne skal være rigtige for os, og vi har ikke brug for byrder,« siger Katherine Bennett, vicedirektør i Airbus, til BBC.
Hun oplyser, at selskabet meget snart må tage beslutning, om man vil opbygge lagre i stedet for at levere efter ordre, som man hidtil har gjort.
Airbus oplyser i øvrigt, at selskabet vil mødes med lønmodtagerorganisationen European Workers Council i slutningen af denne uge for at drøfte de mulige jobkonsekvenser, efter at ordrerne på de store passagerfly Airbus A380 og det militære transportfly Airbus A400M er faldet.
Ifølge presseforlydender kan det komme på tale et nedlægge flere tusinde jobs i koncernen.