Erhverv
0

Outletby 20-dobler overskuddet og har rekordmange gæster

Men det har stadig været en dyr fornøjelse at introducere outlet-konceptet i Danmark.

Ringsted Outlet er på 13.200 kvm. og havde i fjor over 1,8 mio. besøgende.

Store outlet-centre med mange butikker og kendte mærkevarer til halv pris kaprer masser af kunder i udlandet. Men i Danmark har det populære koncept haft mere end svært ved at vinde fodfæste.

I hvert fald indtil nu.

Efter en række store milliontab har Danmarks eneste rigtige outletcenter, Ringsted Outlet, for alvor fået fat i kunderne og styr på økonomien. Både indtjeningen og antallet af gæster er steget til rekordhøjder, viser et nyt regnskab.

Ringsted Outlet, der er ejet af TK Development og Capman Real Estate, tjente i 2017 knap 33 mio. kr. Det var mere end en 20-dobling fra året før, da overskuddet var på 1,3 mio. kr.

Hvad er en outletby?
  • Idéen bag outlet-konceptet er at sælge kendte mærkevarer til nedsatte priser.
  • Det sker eksempelvis fra butikker i en outletby fjernt fra de dyre strøgbutikker. Den slags koncepter vinder stærkt frem i udlandet.
  • Et af de bedste eksempler er outletbyen McArthurGlen Designer Outlet, der ligger i Neumünster cirka 100 km syd for den danske grænse. Det nordtyske indkøbsmekka har millioner af gæster årligt.
  • Nogle dage er 30 pct. af gæsterne danske.

Det massive løft skyldes, at ejerne af Ringsted Outlet har tilbageført 30 mio. kr., der tidligere var indregnet som en nedskrivning på projektet. Det har man kunnet gøre på grund af den generelle fremgang, som outletbyen oplever.

Omsætningen i Ringsted Outlet er steget til over 17 mio. kr., og outletbyen havde i 2017 over 1,8 mio. besøgende.

»Der er fortsat god interesse fra nye, potentielle lejere, og den positive udvikling for centret forventes at fortsætte de kommende år,« skriver ledelsen i Ringsted Outlet.

Planen er at udvide outletbyen med flere butikker, fremgår det.

»Den positive udvikling i selskabet forventes at fortsætte de kommende år, og ledelsen forventer også et positivt resultat i 2018,« skriver ledelsen.

Selvom Ringsted Outlet for alvor er begyndt at tjene penge, har det været en dyr fornøjelse at introducere outlet-konceptet i Danmark.

Siden Ringsted Outlet åbnede i 2008 - lige efter finanskrisen - har outletbyen tabt i omegnen af 120 mio. kr. Ejeren, TK Development, var for år tilbage nødt til at skyde et stort millionbeløb ind i centret for at sikre driften.

Det paradoksale er, at outlet er den butiksform, som vokser mest i Europa. Men herhjemme er flere store projekter trods lange tilløb ikke blevet til noget - selvom danske forbrugere er blandt de mest prisbevidste og sjældent går i vejen for et godt tilbud.

Ringsted Outlet er på 13.200 kvm. 92 pct. af arealet i outletbyen er udlejet.

BRANCHENYT
Læs også