Erhverv
0

Medie: Færch Plast forsøger dristigt milliardopkøb i USA

Emballagevirksomheden har budt på amerikansk konkurrent, der er mere end dobbelt så stor.

Færch Plast med hovedsæde i Holstebro har ifølge Bloomberg budt på den amerikanske konkurrent Waddington Group, der er dobbelt så stor.

Færch Plast fra Holstebro har budt et milliardbeløb på en amerikansk konkurrent, der er mere end dobbelt så stor som den danske producent af bl.a. plastikbakker og vil kunne katapultere virksomheden fra Holstebro op i den absolutte superliga internationalt.

Det skriver Bloomberg.

Det er endnu uvist, om Færch Plast får held med sit bud, da mindst to andre selskaber har budt, men det vidner om, at Færchs nye ejere har store planer for sin investering.

»Det kræver en ejer, som kan træffe mandsmodige beslutninger. Man løber alt andet lige en risiko ved at gå ind på det amerikanske marked med et så stort opkøb,« siger Frederik Aakard, partner i Oaklins, der rådgiver om køb og salg af virksomheder.

Færch Plast, der omsatte for 2,1 mia. kr. i 2016, har ifølge Bloomberg budt på The Waddington Group. Det er en af de førende producenter af bl.a. plastemballage i USA og omsatte for anslået 4,8 mia. kr. i 2016.

»Det er helt atypisk, at man forsøger så stort et opkøb. Det sker stort set kun hvert 10. år. DSV gjorde det med DFDS Dan Transport, men ellers ser du ikke den type transaktioner,« siger Frederik Aakard.

Den amerikanske kapitalfond Advent International, der bl.a. børsnoterede Nets og ejer KMD, købte sidste sommer Færch Plast af den svenske kapitalfond EQT.

Færch Plast
  • Færch Plast er grundlagt i 1969 af Færch-familien, som blev hovedrig på tobak
  • Virksomheden har omkring 1.100 medarbejdere herunder omkring 320 på hovedsædet i Holstebro
  • De primære kunder er fødevareindustrien i Europa, og produktet er plast emballage til blandt andet færdigretter, fersk kød, kolde fødevarer og snacks.
  • Kapitalfonden EQT købte Færch Plast for 2 mia. kr. i 2014 og efterfølgende købte Færch Plast Anson Packaging Ltd i Storbritannien og Sealed Airs Food Tray Business i Europa i 2015.
  • Sidste år købte Advent International Færch Plast for 7 mia. kr.

Via opkøb i bl.a. Storbritannien og Spanien var det lykkedes EQT at fordoble omsætning og indtjening på få år, men et eventuelt køb af The Waddington Group vil alligevel betyde, at Færch Plast kommer op i en helt ny liga.

Ifølge Bloomberg ventes Waddington at koste mindst 13 mia. kr., mens Advent betalte 7 mia. kr. for Færch.

En kilde med indsigt i Advents planer fortæller, at et forsøg på at købe Waddington flugter perfekt med strategien, der i høj grad handler om vækst via opkøb. Det er især på indkøbsdelen, at der er synergier.

»Advent har købt Færch, fordi der er væsentlige muligheder for konsolidering. Også globalt. Det er meget sandsynligt, at de køber til,« siger vedkommende.

Ifølge Frederik Aakard vil et succesfuldt bud på Waddington give Advent flere strenge at spille på, når fonden på et tidspunkt skal sælge Færch Plast.

Kapitalfonde har typisk en tidshorisont på en håndfuld år men sælger også gerne hurtigt, hvis pengene passer.

Advent ejede kun Nets i to år, inden firmaet røg på børsen, og kapitalfondens investorer og partnere blev forgyldt.

»Hvis transaktionen lykkes, vil Færch sammen med Waddington være en attraktiv pakke, som også vil kunne børsnoteres i Europa eller i USA,« siger Frederik Aakard fra Oaklins.

Færch Plast har ikke ønsket at kommentere hverken buddet på Waddington eller selskabets strategi, efter Advent overtog ejerskabet.

I starten af året lød det dog fra Advent, at man ville accelerere væksten via international ekspansion.

BRANCHENYT
Læs også