Erhverv
0

Toyota vil indføre talende biler i USA inden for få år

Den japanske bilgigant håber, at den kan sende "talende" biler ud på de amerikanske veje inden 2021.

Foto: AP Photo/Shizuo Kambayashi

Om få år skal ”talende” biler være langt mere udbredte på de amerikanske veje – i hvert fald hvis det står til japanske Toyota.

Bilgiganten planlægger at introducere biler, der kan kommunikere med hinanden, på det amerikanske marked i 2021.

Det oplyser Toyota mandag, skriver mediet Reuters

Kommunikationsteknologien gør det muligt for bilerne at kommunikere med hinanden ved at udsende oplysninger om bl.a. bilens retning og fart, hvilket skal være med til at nedbringe antallet af biluheld og trafikulykker.

Teknologien kan kommunikere med andre biler inden for 300 meters afstand, og udsender dataen 10 gange i sekundet.

Myndighederne i USA har anslået, at hvis den nye kommunikationsteknologi bliver obligatorisk i nye biler, vil det hæve bilpriserne med mellem 135 dollars og 300 dollars, hvilket årligt vil løbe op i 5 mia. dollars. Til gengæld forventes det, at teknologien vil være med til at forhindre 600.000 uheld.

Kommunikation mellem biler har været afprøvet på de amerikanske veje gennem flere år, og og den amerikanske bilfabrikant General Motors har allerede indført teknologien i en enkelt model, nemlig Cadillac CTS.

I Japan har Toyota sendt 100.000 biler på gaden med kommunikationsteknologien siden 2015.

BRANCHENYT
Læs også