Erhverv

Facebook lod apps høste private data indtil for nylig

Facebook. Foto: AP Photo/Richard Drew

Det sociale medie Facebook har indtil for to uger siden videregivet private vennelister til app-udviklere uden brugernes tilladelser. Den praksis skulle ellers være stoppet for flere år siden.

Det skriver The Daily Telegraph.

Da Cambridge Analytica-skandalen kom frem i lyset den 4. april, lukkede Facebook i stilhed et smuthul, der hidtil havde givet app-udviklere mulighed for at indsamle brugeres vennelister.

Ifølge Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, havde virksomheden ellers stoppet den praksis tilbage i 2014.

Men det sociale netværk lukkede imidlertid ikke ned for en anden funktion "tagbare venner", som også gav adgang til navne og profilbilleder på app-brugeres venner.

Reklamevirksomheder kan potentielt bruge den viden til at få mere information om personers vaner og linke navne, e-mailadresser og billeder med anden data, de har om brugernes adfærd på internettet.

Afsløringen kommer i kølvandet af flere sager om revner i Facebooks beskyttelse af private data, der blandt andet har betydet, at virksomheder som Cambridge Analytica kunne købe information om 87 mio. mennesker.

Læs også
Top job