Erhverv

Lundbeckfonden fortsætter væksten trods Falck-ridser i lakken

Medicinalvirksomheden Lundbeck trækker Lundbeckfondens regnskab i en positiv retning, mens afskrivninger på Falck kostede 1,6 mia. sidste år.

Lene Skole, adm. direktør i Lundbeckfonden. Arkivfoto: Charlotte de la Fuente. Foto: Charlotte de la Fuente

Lundbeckfonden kom ud af 2017 med et godt år i bagagen, selv om en milliardnedskrivning på Falck drypper malurt i bægeret.

Det viser fondens årsrapport, der er blevet offentliggjort onsdag.

Lundbeckfonden ejer 69 pct. af aktierne i Lundbeck, 57 pct. i Falck og 40 pct. i ALK.

Driftsresultatet endte på 2,2 mia. kr., efter en nedskrivning af goodwill i Falck på samlet 1,6 mia. kr.

Især medicinalvirksomheden Lundbeck trak regnskabet i en positiv retning. Lundbecks omsætning steg med 10 pct. i forhold til 2016.

»Samlet set var 2017 et tilfredsstillende år, hvor vi så en solid stigning i driftsresultatet før særlige poster, der nåede 3,9 mia. kr. mod 2,9 mia. kr. i 2016. Vores største datterselskab H. Lundbeck fik sit bedste år nogensinde, og i ALK og Falck er der nye, stærke ledelser på plads, der hver især har lanceret en ny strategi med fokus på værdiskabende vækst,« udtaler Lene Skole, adm. direktør i Lundbeckfonden, i en pressemeddelelse.

Omsætningen steg med 5 pct. fra 33,7 mia. kr. sidste år til 35,4 mia. i år. Nettoformuen voksede fra 61,3 mia. kr. til 63,6 mia. kr.

Det gode økonomiske resultat dryppede også af på uddelingen af forskningsmidler.

Lundbeckfonden støttede den sundhedsvidenskabelig forskning med 507 mio. kr. sidste år, hvilket er det højeste beløb i fondens historie.

Læs også
Top job