Erhverv
0

Dansk lufthavn er Europas bedste til nye ruter

Billund Lufthavn har vundet en pris som europamester i ruteudvikling. Lufthavnen satte rekord i 2017.

Billund Lufthavn havde sidste år rekordmange passagerer.

Billund Lufthavn er Europas bedste til at udvikle nye ruter.

Danmarks næststørste lufthavn vandt mandag en pris som den bedste regionale lufthavn til ruteudvikling. Det skete på ruteudviklingskonferencen Routes 2018 i Bilbao i Spanien.

Billund Lufthavn var nomineret i kategorien for lufthavne med under 4 mio. passagerer, og den jyske lufthavn vandt foran Belfast City Airport, Cork Airport, Groningen Airport og Liege Airport.

Prisen gives, fordi lufthavnen de seneste år har været i stand til at tiltrække en lang række nye ruter. I løbet af 2017 blev der ifølge branchemediet Check-In lanceret eller åbnet 10 nye ruter til Lissabon, Wien, Bergen, Warszawa, Iasi, Beirut, Antalya, Poznan, Berlin og Athen

Det medførte, at Billund sidste år havde et rekordhøjt passagertal på 3,4 mio. rejsende. Det var en fremgang på knap 10 pct., og det kunne inden andre danske lufthavne matche.

»Vi gør et stort stykke arbejde for at fortælle flyselskaberne, at Vestdanmark har et stort passagergrundlag og en befolkning med stor rejselyst. Det er ved at gå op for luftfartsselskaberne, at potentialet er stort. Det betyder, at flere og flere flyselskaber vælger Billund Lufthavn til og bliver her. Det giver os en god platform at arbejde videre på i de kommende år,« siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn, til Check-In.

BRANCHENYT
Læs også