Erhverv

FLSmidth med stor ændring: Sløjfer divisioner og ændrer direktionen

Kun få år efter at FLS-topchef Thomas Schulz strikkede en ny struktur sammen, sker det på ny. Ingeniørgiganten sløjfer to divisioner.

Thomas Schulz mener, at FLSmidth fremadrettet er bedst stillet med en mere simpel og decentral organisationsstruktur. Foto: Stine Bidstrup

Ingeniørkæmpen FLSmidth siger farvel til en koncern opdelt i fire divisioner. I stedet skal der kun være de to overordnede forretningsområder: Cement og Mining. Samtidig går FLSmidth fra en landestruktur til en regional struktur.

»Med en decentral organisation får vi en god indgangsvinkel til at sikre vores kunder kerneprodukter, kortere leveringstid og stærke serviceløsninger,« siger Thomas Schulz, adm. direktør i FLSmidth & Co. A/S i en meddelelse.

FLSmidth kort fortalt
  • Maskinkonstruktør Frederik Læssøe Smidth har lagt navn til FLSmidth. Han etablerede i 1882 virksomheden Teknisk Bureau, som beskæftigede sig med damp- og møllerimaskiner.
  • Fem år efter trådte ingeniørerne Alexander Foss og Poul Larsen ind i ejerkredsen, og FLSmidth blev til FLSmidth & Co.
  • Sidenhen voksede FLSmidth sig til et konglomerat med en bred vifte af aktiviteter, bl.a. vedligehold af fly i selskabet FLS Aerospace.
  • I dag er FLSmidth en ingeniørkoncern, som opererer i både cement- og mineindustrien. Omsætningen lå i 2017 på 18 mia. kr.
  • Koncernen leverer udstyr, fabrikker samt service til selskaber i de to industrier.
  • Industrierne er cykliske, og det betyder, at markederne er svingende. Cementmarkedet er i bedring, men der er fortsat hård priskonkurrence. Mineindustrien har været igennem en historisk krise. Bunden blev nået i 2017, mener FLSmidth, og nu begynder opsvinget - omend i et langsomt tempo.

Ændringerne træder i kraft 1. juli. FLSmidth har over cement- og minedivisionerne indtil nu også haft divisionerne Customer Services og Product Companies, der sælger en række produktbrands. Salg og service bliver nu decentraliseret og fordeles ud på i alt syv forskellige regioner.

Den nye organisation betyder også en ændret koncerndirektion. I det nye setup vil ledelsen som i dag består af Thomas Schulz og Lars Vestergaard, som er finansdirektør. Derudover beholder Manfred Schaffer sin plads i koncerndirektionen med ansvar for mineforretningen, mens Brian M. Day og Per Mejnert Kristensen ikke længere kan kalde sig koncerndirektører.

I stedet får Jan Kjærsgaard, som pt. er direktør i Product Companies, en plads i koncerndirektionen med ansvar for cementforretningen, mens FLSmidth's nye digitale direktør, Mikael Lindholm, også træder ind i koncerndirektionen.

FLSmidth mener, at den nye koncernstruktur vil sikre en ensartet digital tilgang, og at den samtidig vil styrke kundeorienteringen og den lokale tilstedeværelse. Formålet er at skabe mere vækst.

»Nu, hvor økonomien er vendt på slutbruger-markederne, øges kundernes investeringsaktivitet inden for vækstskabende produktivitetsforbedringer og digitalisering. Vores to industrier, Cement og Mining, vil levere integrerede produktivitetsforbedrende og digitale løsninger i alle regioner,« siger Thomas Schulz.

FLSmidth har været igennem en lang række hårde år, hvor bl.a. en historisk hård krise i mineindustrien har ført til fyringer og sparetiltag i koncernen. Nu begynder mineselskabernes investeringsvillighed så småt at vende tilbage.

Thomas Schulz har allerede ændret organisationstruktukturen i FLSmidth én gang, efter at han i 2013 tiltrådte som adm. direktør. I 2014 slog han to divisioner sammen til en minedivisionen og skabte samtidig den nye produktdivision.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Få historierne om de iværksættere, der har potentialet til at redefinere dele af dansk erhvervsliv. Få magasinet her
BRANCHENYT
Læs også