Erhverv

Mærsk præsenterer ny regnskabsstruktur

A.P. Møller Mærsk er klar med en ny opdeling af de forskellige forretningsområder i sine regnskaber. Fremadrettet vil koncernen aflægge regnskabstal opdelt efter fire nye segmenter.

Ocean er en af de nye enheder i den nye regnskabsstruktur, som Mærsk indfører. Foto: AP/Christophe Gateau

Ny strategi. Ny regnskabsstruktur. A.P. Møller -Maersk A/S indfører ny struktur og vil fremover offentliggøre tal og præstation fra fire overordnede forretningsområder. Det oplyser koncernen i en fondsbørsmeddelelse.

Mærsk løftede allerede sløret for, at koncernen ville indføre en ny regnskabsstruktur til kapitalmarkedsdagen i februar, men nu sætter Mærsk navne på de forskellige enheder i den nye opdeling. Den nye struktur er en del af strategien om at blive den globale integrator af containerlogistik.

De fire nye enheder er:

  • Ocean - Maersk Line og Hamburg Süd forretninger til søs og APM Terminals strategiske omladningsterminaler.
     
  • Logistics & Services - På-land-services og logistikservices udført af Damco, Maersk Line, APM Terminals og andre serviceenheder.
     
  • Terminals &  Towage (bugsering, red.) - APM Terminals gateway-terminaler og selskabet Svitzer.
     
  • Manufacturing & Others - Maersk Container Industry og øvrige.

Den nye struktur ligger ifølge Mærsk i tråd med tilpasningen af det strategiske fokus på at jagte vækst inden for den del af forretningen, der ikke foregår til havs, for at skabe en mere stabil og langsigtet forretning, som er mindre afhængig af fragtraterne.

Indtil nu har Mærsk offentliggjort regnskabstal for de enkelte selskaber Maersk Line, APM Terminals, Svitzer mv.

Den nye opdeling af forretningsområder kommer, efter at Mærsk bl.a. har frasolgt Maersk Oil til franske Total og har sat rigforretningen Maersk Drilling til salg. For nogle år siden besluttede Mærsk-koncernen sig for at fokusere forretningen på transport og logistik og afhænde energiaktiviteterne.

Læs også