Erhverv
0

Starbucks overhaler McDonald's i USA

Der findes nu flere Starbucks-kaffebarer i USA end McDonald's restauranter.

Starbucks tæller i omegnen af 14.300 kaffebarer i USA. Foto: Ted S. Warren

Ca. 14.300 gange. Så mange gange kan du passere en ny Starbucks, hvis du bevæger dig gennem USA. I løbet af de seneste tre år har kaffemastodonten udvidet med 2.000 kaffebarer i USA, hvilket gør, at der nu findes flere Starbucks-forretninger end McDonald's-restauranter i landet. Det skriver Wall Street Journal.

Flere investorer sår dog tvivl om, hvorvidt dette er godt tegn, skriver avisen, da kæden kan ende med at kannibalisere sig selv.

På verdensplan har Starbucks dog langt endnu, hvis McDonald's skal indhentes på antal butikker. Fastfood-kæden har nemlig over 36.000 restauranter på verdensplan, hvilket er i omegnen af 10.000 mere end Starbucks.

Starbucks er stiftet i 1971 i den vestamerikanske by, Seattle. Kæden åbnede sin første skandinaviske butik i Københavns Lufthavn i 2007.

I dag har Starbucks kaffebarer i bl.a. Aarhus, Aalborg, Odense og København, der eksempelvis tæller butikker på Københavns Hovedbanegård, Rådhuspladsen og i Axel Towers.

BRANCHENYT
Læs også