Erhverv
0

Makkerpar scorer millioner på sexlegetøj og udvider globalt

Sinful, der er ejet af to danske iværksættere, vil sælge sine frække produkter i to nye lande i Europa, inden året er omme.

Mathilde Mackowski og Tonni Andersen sælger sexlegetøj gennem virksomheden Sinful. 
Foto: Sinful.

Dansk-designede dildoer, piske og og bundløse trusser har fundet vej til den anden side af Jorden.

Virksomheden Sinful slog i maj dørene op for salg i Kina og oplever et boom i det globale salg af sexlegetøj.

»Vi er gået målrettet efter det kinesiske marked, og ordrerne strømmer ind. Siden lanceringen af den kinesiske webshop i maj har vi fået 500 ordrer og lige så mange besøgende på vores hjemmeside fra Kina, som vi normalt har i Danmark. Det er gået langt over forventningerne,« siger Mathilde Mackowski, der er medstifter og talsperson for Sinful, der er Skandinaviens største onlineshop inden for sexlegetøj med kunder i Sverige, Norge og Finland.

Sinful omsatte i 2017 for ca. 115 mio. kr. Overskuddet var på 5,8 mio. kr. efter skat. Virksomheden fra Aarhus blev stiftet i 2008 og tæller i dag 65 ansatte.

»Vi er selv glade for årets resultat og fokuserer nu på at investere i nye medarbejdere. Vi er i udvikling fra iværksættervirksomhed til en mellemstor virksomhed. Udvikling koster penge, men de er givet sindssygt godt ud,« fortæller Mathilde Mackowski.

Mere end 55 pct. af Sinfuls samlede omsætning kommer fra udenlandske kunder, og planen er at blive endnu større globalt. I marts åbnede sexshoppen for salg i hele Europa, og i maj tog virksomheden springet og gik ind på det kinesiske marked.

Mathilde Mackowski peger på, at den danske branding tiltaler de kinesiske kunder.

»De går meget ind for storytelling, og det går vores team all-in på. At produktet er økologisk, designet af kvinder til kvinder og designet i norden tiltaler den kinesiske køber. Hvis vi kan skrue endnu mere op for brandingen, kan det blive rigtig spændende,« siger hun.

Sexshoppen forventer at åbne flere lokale sider i Europa, inden året er omme.

»Nu skal vi finde fodfæste på det europæiske marked. Vi vil gerne åbne på lokalt sprog i to nye lande i 2018. Vi bruger vores EU-site til at udvælge, hvilke lande det skal være, og vi regner med at gå i luften i fjerde kvartal i år,« siger Mathilde Mackowski.

Stifterne Mathilde Mackowski og Tonni Andersen var ved Sinfuls opstart kærester, og her opdagede de, at salget af sexlegetøj begrænsede sig til småsnuskede butikker. Da de fik et nej til at starte en butik i det aarhusianske butikscenter Bruuns Galleri, besluttede makkerparret sig i stedet for at sælge de frække produkter over nettet.

I maj vandt virksomheden prisen 'Årets Bedste Eksport-case' ved Foreningen for Dansk Internethandels årlige prisuddeling, hvor de bl.a. vandt prisen over Jysk og Velux.

BRANCHENYT
Læs også