Erhverv

Elon Musk vinder milliardprojekt - skal bygge tunnel i Chicago

The Boring Company, der er ejet af Tesla-grundlæggeren Elon Musk, har vundet en kæmpeordre.

Foto: AP/ John Raoux

Man skulle synes, at serieiværksætteren Elon Musk havde nok at gøre med at pleje sit raketfirma, SpaceX, sit bilmærke, Tesla, og sit solcelleprojekt, SolarCity. Men døgnet har jo 24 timer, så han får også tid til at bygge tunneler med sin virksomhed The Boring Company.

Og nu er sideprojektet blevet lidt mindre boring, efter at Elon Musk og virksomheden har vundet en kontrakt på at bygge en transittunnel til adskillelige milliarder dollars til O'Hare International Airport i Chicago, USA. Det skriver Chicago Tribune.

Elon Musks blot 17 måneder gamle virksomhed har vundet kontrakten foran en række af de allertungeste drenge inden for branchen.

Og det er formentlig en øjenåbner for mange. I første omgang troede en del nemlig, at Elon Musks idé om at bygge underjordiske tunneler var en joke, da milliardæren meldte planerne ud på Twitter, mens han sad i kø i trafikken.

Men nu hvor Boring Company har bygget en tunnel i Los Angeles og står til at skal bygge i både New York, Philadelphia, Baltimore, San Francisco, Texas og nu altså Chicago, er det formentlig Elon Musk, der griner højest.

Det er dog ikke alt, der går iværksætterens vej. Mens Tesla fortsat har leveringsproblemer med sin længe ventede Model 3, har virksomheden meldt ud, at man skal igennem en massiv fyringsrunde.


BRANCHENYT
Læs også