Erhverv

Tesla-chef i mail: Sur ansat har saboteret produktionen

Sabotagen er omfattende og har blandt andet involveret ændringer af koder til bilfabrikkens produktionssystem, ifølge Elon Musk.

Teslas stifter og hovedaktionær Elon Musk hævder, at en ansat bevidst har forsøgt at sabotere fabrikkens produktion. Foto: AP/ John Raoux.

Teslas topchef Elon Musk beskylder en af sine ansatte for at forsøge at sabotere produktionen af biler på Teslas fabrikker. Topchefen udelukker ikke, at det er sket i samarbejde med »fjender af Tesla.«

Sabotagen skal bl.a. have omfattet ændringer af de koder, som styrer bilfabrikkens produktionssystemer, og afsendelse af mails med »følsomme oplysninger« om Tesla til unavngivne personer uden for virksomheden, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Oplysningerne om sabotagen stammer fra en mail, som Elon Musk har rundsendt til sine ansatte.

I mailbeskeden, som Reuters har set, skriver Elon Musk, at han blev klar over forholdet hen over weekenden.

»Vi har endnu ikke overblik over alle de ting, han (sabotøren, red.) har foretaget sig, men det, han hidtil har indrømmet, ser ret slemt ud. Han har oplyst, at hans motivation for at skade Tesla skyldes, at han ikke har fået en forfremmelse, som han ønskede,« skriver Elon Musk.

Tesla vil nu undersøge sagen i løbet af ugen og herunder finde ud af, om den ansatte har handlet på egen hånd eller i »samarbejde med udefrakommende organisationer.«

»Som I ved, er der en lang liste af organisationer, der helst ser, at Tesla afgår ved døden,« lyder det i mailen fra Elon Musk.

Han nævner bl.a. folk på Wall Street som er gået kort i Tesla-aktien (i håb om store kursfald, red.), olie- og gasselskaber og konkurrerende bilkoncerner. Elon Musk sætter dog ikke specifikke navne på.

Teslas fremtid afhgænger i høj grad af, om det lykkes for koncernen at få produceret nok af sin Model 3.

Produktionen har været ramt af en lang række forsinkelser, men Elon Musk har lovet, at man inden udgangen af måneden vil nå op på et acceptabelt produktionsniveau.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også