Netgigant vil ikke sælge mode med silke, mohair og cashmere
Den britiske online platform Asos har udvidet sin politik for dyrevelfærd til at omfatte flere produkter.
Den britiske netgigant Asos vil ikke længere sælge tøj og tekstiler, der indeholder bl.a. silke, fjer og cashmere og mohair uld.
Asos har netop opdateret sine politik vedrørende dyrevelfærd, så produkter med disse materialer vil ikke blive solgt fra januar 2019.
Asos har allerede bandlyst pels, angora og andre kaninhår. Det skriver BBC.
Organisationen Peta, der arbejder for dyrs rettigheder, hylder Asos for at gå forrest i kampen mod at benytte produkter fra sårbare dyr.
Ifølge Peta udnytter de producenter, som anvender cashmere, mohair, silke og fjer, utallige geder, gæs, ænder og silkeorme, som bliver udsat for unødig smerte og lidelser.
Asos forhandler mere end 800 varemærker fra sin online platform, der er blandt de største i modeindustrien. Selskabet omsatte i det seneste halvårsregnskab for knap 10 mia. kr. Det var en stigning på 27 pct.
Kendte brands som Gap, Zara, Topshop og Boohoo har allerede lovet at stoppe med at benytte mohair uld.
Den danske tøjmilliardær Anders Holch Povlsen, som ejer Bestseller, har godt 29 pct. af aktierne i Asos.