Erhverv
BREAKING

Volkswagen og Ford overvejer produktionsalliance

Tyske Volkswagen og amerikanske Ford overvejer en alliance omkring produktionen af varebiler og pick-up trucks med det formål at reducere udviklings- og produktionsomkostningerne.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til kilder med kendskab til sagen.

En meddelelse om, at man vil indgå i samtaler om et samarbejde, kan ifølge kilderne allerede være på trapperne tirsdag.

Der vil dog ikke blive tale om et så tæt samarbejde, at de to selskaber vil indgå i et krydsejerskab ved at udveksle aktier.

Hos Ford vil man dog ikke bekræfte forlydenderne.

- Det er for tidligt at tale om, sagde topchef Jim Hackett til Bloomberg News tirsdag i forbindelse med en konference i Detroit.

Bilproducenterne verden over leder i stigende grad efter samarbejder, skriver Bloomberg, for at bringe omkostningerne ned, mens myndighederne stiller strengere krav til en grøn omstilling og lavere emissioner. Det sker samtidig med, at forbrugernes tiltagende brug af internethandel medfører en øget transportefterspørgsel.

Volkswagen havde i flere år et samarbejde om udviklingen af varevogne med Daimler, men det stoppede for nogle år siden.

BRANCHENYT
Læs også