Erhverv

Massiv forurening på fabriksgrund bremser Lundbecks udvidelsesplaner

En klage over lokalplanen sætter helt usædvanligt en foreløbig stopper for medicinalgiganten Lundbecks muligheder for at bygge ud i Lumsås på Vestsjælland. Det sker efter fund af massiv forurening i både jord og grundvand på fabriksgrunden.

Der er fundet omfattende forurening i både jord og grundvand på Lundbecks kemiske fabrik i Lumsås på Vestsjælland. Foto: Lundbeck

Medicinalvirksomheden Lundbeck kan foreløbig skyde en hvid pind efter en stor fabriksudvidelse i Lumsås på Vestsjælland. Det sker efter, at der er fundet omfattende forurening i både grundvand og jord på fabriksgrunden.

En rapport fra rådgivningsfirmaet Niras fra februar 2016 viser forurening, der overskrider grænseværdierne i flere af de jord- og vandprøver, der er taget i 17 boringer på industrigrunden. Her producerer Lundbeck de aktive lægemiddelingredienser, som senere bliver til piller.

Lundbeck
  • Lundbeck er en global medicinalvirksomhed med en omsætning på 17,2 mia. kr. i 2017.

  • Produkterne er målrettet sygdomme som depression, skizofreni og Alzheimers og Parkinsons sygdomme.

  • Lundbeck beskæftiger ca. 5.000 medarbejdere på verdensplan.

  • Der er medarbejdere i 50 lande, og Lundbecks produkter er registreret i over 100 lande.

  • Medicinen produceres i Danmark, Frankrig og Italien, mens selskabets forskningscentre er placeret i Danmark.

Kilde: Lundbeck

Produktionen sker ofte i opløsningsmidler, der efterfølgende fjernes, og forureningen kan ifølge rapporten netop stamme fra såkaldt processpildevand.

Danmarks Naturfredningsforening anser Niras' fund som bevis på massiv forurening.

»Det er yderst bekymrende, også fordi vi ikke ved, hvordan den forurening har spredt sig gennem årene, og hvor den er henne i dag,« siger geolog Walter Brüsch.

Allerede for tre år siden ansøgte Lundbeck Odsherred Kommune om at få mulighed for at udvide fabrikken markant, og i oktober 2017 tilpassede byrådet så lokalplanen til Lundbecks ønsker, fortæller borgmester Thomas Adelskov (S). Men lige nu kan Lundbeck ikke bruge det til noget.

Danmarks Naturfredningsforening har klaget over lokalplanen, som beskyldes for at bygge på en utilstrækkelig miljøvurdering og dermed være ulovlig. Klagen har helt usædvanligt fået opsættende virkning.

Formand for Planklagenævnet, Carsten Munk-Hansen, understreger, at man sjældent bruger den nødbremse, som her er blevet trukket, men at sagen er alvorlig. Planklagenævnet har stort fokus på, at Lundbeck af Miljøstyrelsen i februar 2018 blev karakteriseret som en risikovirksomhed med et meget stort oplag af farlige stoffer.

»Det er altså rigtig giftige sager, som vi taler om. Kommunen skulle have foretaget en miljøvurdering og undersøgt sagen, inden lokalplanen blev vedtaget, og her har der altså været et svigt,« siger Carsten Munk-Hansen, der forventer, at selve klagen bliver behandlet inden udgangen af 2018.

Det er yderst bekymrende.

Walter Brüsch, geolog

Borgmester Thomas Adelskov (S) forventer dog, at kommunen får medhold, når klagen behandles.

»Uanset hvordan du vender og drejer det, er der intet i lokalplanen, der handler om, hvilke stoffer man anvender. Det handler om, hvor højt du må bygge, og hvordan det påvirker landskabet,« siger han.

Hos Lundbeck er fabriksdirektør Steen Søgaard egentlig ikke overrasket over fundet af forurening på grunden, hvor medicinalvirksomheden har haft fabrik siden 1962. Lundbeck er nu i samarbejde med Miljøstyrelsen ved at undersøge forureningen nærmere. Steen Søgaard håber fortsat at få mulighed for at udvide i Lumsås, men ellers må Lundbeck »udvide andre steder i stedet for.«

»Det er oplagt fordelagtigt at bygge videre på det anlæg, vi har her i forvejen. Det vil vi helst,« siger Steen Søgaard.

Læs også
Top job