Erhverv

Franske CMA CGM har forhørt sig hos konkurrenten tyske Hapag-LLoyd om mulig fusion

Arkivfoto: AP Photo

Verdens tredjestørste rederivirksomhed, franske CMA CGM, har været i undersøgende kontakt med den tyske rival Hapag-LLoyd i forhold til en mulig sammenlægning mellem de to selskaber.

Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters, der har sin viden fra tre finansielle kilder, som ønsker at forblive anonyme.

Ifølge kilderne har CMA CGM været i diskussioner med Hapag-LLoyd, som er verdens femtestørste rederi, de seneste måneder.

- Den idé, der er blevet foreslået (...) vil være en kontantløs sammenlægning, fortæller en kilde til Reuters.

Over for nyhedsbureauet oplyser kilderne, at flere tunge Hapag-LLoyd-aktionærer har afvist forslaget, som ellers ville kunne mindske afstanden op til markedslederen, der er danske Maersk Line.

Efter at Reuters har offentliggjort sin historie, stiger Hapag-LLoyd-aktien 9,0 pct. Det sker på trods af, at en talsmand fra Hapag-LLoyd over for Bloomberg News fortæller, at der ikke har været kontakt mellem Hapag-LLoyd og CMA CGM.

Læs også
Top job