Warren Buffett giver milliarder til Bill Gates
En af verdens rigeste mænd, Warren Buffett, har doneret 3,4 mia. dollars til fem fonde, herunder Bill Gates' velgørenhedsfond.
Den amerikanske storinvestor Warren Buffett er kendt som en særdeles gavmild herre.
Det gav Warren Buffett endnu et bevis på mandag, da han donerede 3,4 mia. dollars, svarende til ca. 21,6 mia. kr., til velgørenhed.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Warren Buffetts investeringsselskab, Berkshire Hathaway, skriver CNNMoney.
Den store donation kommer i forbindelse med Warren Buffetts løfte om hvert år at yde sit bidrag til at støtte fem fonde, der fokuserer på velgørenhed.
Blandt de heldige er Bill & Melinda Gates Foundation, der er en velgørenhedsorganisation grundlagt af Microsoft-milliardæren Bill Gates og hans kone Melinda.
De fem fonde har modtaget en donation på 17.696.780 b-aktier i Berkshire Hathaway.
Med en aktiekurs på 192 dollars pr. aktie mandag eftermiddag svarer det til 3,4 mia. dollars.
I 2006 annoncerede Warren Buffett, at han gradvist vil donere samtlige af sine Berkshire-aktier til velgørenhed.
Warren Buffett, der er hovedaktionær og adm. direktør i holdingselskabet Berkshire Hathaway, var engang verdens rigeste mand, men han er ifølge Bloomberg faldet på listen som følge af sine enorme donationer til velgørende formål.
Indtil videre har han doneret 290 millioner Berkshire Hathaway-aktier til velgørende formål.
Størstedelen af aktierne er gået til Bill & Melinda Gates Foundation.
De donerede aktier er i dag mere end 315 mia. kr. værd, viser beregninger fra Bloomberg.
Warren Buffett er i skrivende stund verdens tredje rigeste mand med en anslået formue på 522 mia. kr.
Han er kun overgået af Bill Gates og Amazon-stifter Jeff Bezos, hvor sidstnævntes formue mandag steg til en samlet værdi på 150 mia. dollars – knap en billion kr., hvilket gør ham til verdens rigeste.