Erhverv

Daimler på vej med ny organisation - vil deles op i tre enheder

Den tyske bilproducent Daimler vil bryde koncernen op i tre forretningsenheder, rapporterer Bloomberg.

Daimler vil bryde koncernen op i tre dele. Foto: Michael Sohn

Den tyske bilproducent Daimler er på vej til at bryde koncernen op i tre forretningsenheder, rapporterer Bloomberg News, der betegner det som den største organisationsændring i et årti.

Planen, der har været undervejs siden sidste år, er vedtaget af bestyrelsen torsdag og indebærer, at Daimler deles op i tre enheder: biler, lastbiler og mobility services.

Enhederne bliver i stor udstrækning selvbestemmende, så der kan reageres hurtigere på ændrede forbrugervaner.

Planen mangler dog stadig at blive godkendt af aktionærerne, og det ventes først at ske på en generalforsamling i maj.

Vedtages planen kan den give bedre muligheder for eventuelle frasalg eller selvstændige børsnoteringer af enhederne. Selskabet gentog dog torsdag, at det ikke har planer om frasalg, skriver Bloomberg.

Aktien i Daimler stiger torsdag 2,7 pct. til 59,45 euro på et tysk marked præget af optimisme, efter at EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og USA's præsident, Donald Trump, i en kort fælles udtalelse sent onsdag har meddelt, at de er blevet enige om rammerne for en fremtidig handelsaftale mellem USA og EU.

Blandt de øvrige tyske bilproducenter, der også er stærkt afhængige af det amerikanske marked, stiger Volkswagen 4 pct., og BMW ligger 3,8 pct. højere.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også