Erhverv

Medie: Tesla i møder om kæmpefabrik i Europa

Bilproducenten har holdt møder med repræsentanter i Tyskland og Holland om at bygge sin første fabrik i Europa.

Elon Musk og hans Selskab Tesla har angiveligt holdt møder med myndigheder i Tyskland og Holland om en kæmpefabrik i Europa. Foto: Bloomberg photo by Patrick T. Fallon

Tesla kan være på vej til at bygge sin første fabrik i Europa.

Ifølge Wall Street Journal har Tesla haft samtaler med repræsentanter for to delstater i Tyskland og myndigheder i Holland.

Samtalerne skulle ifølge avisen handle om, at Tesla undersøger mulighederne for at bygge en storfabrik i Europa til både at producere biler og batterier. Wall Street Journal citerer "ikke navngivne personer", som har været involveret i møderne.

Tesla vil ikke selv kommentere oplysningerne.

Teslas grundlægger og topchef Elon Musk tweetede tilbage i juni, at: "Tyskland er det åbenlyse valg i Europa. Måske på den tysk-franske grænse, tæt på Benelux-landene".

I forvejen har Tesla en ingeniørafdeling i den tyske by Prüm, som ligger tæt på Belgien.

Planerne for Europa kan dog blive truet af den eskalerende handelskonflikt mellem USA og EU.

Læs også
Top job