Erhverv

60 mio. amerikanere har skrevet under på, de ikke hiver arbejdsgiveren i retten

Millioner af ansatte i amerikanske virksomheder har skrevet under på, at de ikke vil trække virksomheden i retten, hvis de bliver udsat for eksempelvis sexchikane eller racisme.

McDonald's ansatte strejker her for en højere løn, men når det gælder muligheden for at hive arbejdsgiveren i retten, er de i samme båd som en række andre store selskaber: Det er stort set umuligt, for de har afgivet disse rettigheder i deres ansættelseskontrakt. Foto: AP/M. Spencer Green

Op mod 60 mio. amerikanere har i forbindelse med deres ansættelse skrevet under på, at de ikke vil sagsøge arbejdsgiveren for overtrædelser af loven som eksempelvis sexchikane og racisme.

At afgive sine rettigheder er dermed blevet "new normal" i USA, og klausulen står ofte begravet nederst i bunken af papirer i ansættelseskontrakten.

Det skriver onlinemediet Vox.

Dermed fraskriver de ansatte sig retten til at trække arbejdsgiveren i retten, selvom deres rettigheder bliver krænket.

I stedet skal en voldgiftslignende instans afgøre tvisten, men det ender sjældent til den ansattes fordel, for der er ikke nødvendigvis nogle juridiske kompetencer til steder, der er ingen dommer, ingen jury og næsten ingen myndighedskontrol.

»Det, der sker, er, at vores retslige system er ved at blive privatiseret på en måde, der egentlig kun tilgodeser den ene side, nemlig arbejdsgiveren,« siger David Gottlieb, der er arbejdsretsadvokat i New York og ofte har haft med den slags sager at gøre.

Hvis de ansatte vinder, får de som regel en mindre erstatning end det, de ville få i en retssag. Og med tanke på, hvor store bøder det amerikanske retsvæsen har stanget ud for selv mindre overtrædelser, kan det være mange penge, man går glip af.

Det er virksomheder som Walmart, Starbucks, Macy's, Uber, Google og McDonald's med tusindvis af ansatte, der som regel har det til fælles, at de ikke er medlem af en fagforening, der bruger klausulerne. Vurderingen er, at halvdelen af alle lønmodtagere, der ikke er i en fagforening, er omfattet af en sådan aftale, hvilket er omkring 60 mio. amerikanere - og det er en fordobling siden 2000.

Stigningen gør det næsten umuligt at hive en arbejdsgiver i retten i alt lige fra, man er blevet snydt i løn til grovere tilfælde af overfald og krænkende adfærd. Systemet sikrer en høj grad af uigennemsigtighed og lukkethed, og det rammer især kvinder og sorte ansatte, fordi de grupper er i de brancher, der hyppigst bruger klausulerne – uddannelse og sundhed.

Læs også