Erhverv

Facebook bruger over 100 millioner på chefens sikkerhed

Det kommer til at koste Facebook over 110 mio. kr. at holde topchefen Mark Zuckerberg sikker det næste år.

Når man er en af klodens mest genkendelige erhvervsledere, god for milliarder og chef for en virksomhed, der på det seneste - som her til en høring i Den amerikanske Kongres - er blevet upopulær, er det nødvendigt med sikkerhed for over 110 mio. kr. Det har Facebook i hvert fald vurderet ifht. topchef Mark Zuckerberg. Foto: AP/Alex Brandon

Det er ikke gratis at være en af verdens mest profilerede topchefer.

I Facebooks tilfælde lød regningen til sikkerhedsfolk sidste år på hele 7,3 mio. dollars, svarende til omkring 50 mio. kr. Og Facebook har netop besluttet at afsætte yderligere 10 mio. dollars til formålet.

Dermed løber den samlede regning på at beskytte Facebook-stifteren Mark Zuckerberg op i ca. 113 mio. kr.

Det skriver Bloomberg.

Prisen i år er allerede et stykke over, hvad andre amerikanske topvirksomheder betaler for at sikre chefens liv og lemmer, men Zuckerberg er som Facebook-topchef og verdens 6. rigeste person heller ikke hvem-som-helst.

»Sikkerhed på flere adresser, transport, et sikkerhedshold, cyberbeskyttelse og rejser – og hvis der er hustru og barn, så er du allerede over 10 mio. dollars bare for basispakken,« forklarer Roderick Jones, formand for sikkerhedskonsulentfirmaet Concentric Advisors.

Omfanget af sikkerhed hænger dog også sammen med, hvor meget en given topchef fører sig frem. Hvis man holder sig ude af rampelyset, er man godt på vej til en begrænset sikkerhedspakke, men som meget synlig leder af et af verdens mest kendte – og berygtede – virksomheder, der den seneste tid har været en del i vælten for selskabets mere negative sider med overvågning - så er det en anden sag.

Noget tyder dog på, at Zuckerberg med en personlig formue på 68 mia. dollars har rigeligt råd til at sørge for sikkerheden for sig selv, sin hustru og barn.

Læs også
Top job