Erhverv

Lusket trick kan gøre danske biler dyrere

Bilfabrikanter er igen blevet taget i at fuske med testresultater. Men denne gang er tricket omvendt.

De nye CO2-krav fra EU betyder, at bilproducenterne fra 2020 og frem til 2025 skal reducere deres CO2-udledning med 15 pct. og med 30 pct. inden 2020. Foto: Jan Dagø

En ny type fusk blandt de store bilfabrikanter truer med at gøre danske biler tusindvis af kroner dyrere. Det skriver Ingeniøren.

Efter i årevis at have overdrevet, hvor brændstoføkonomiske deres biler er, er bilfabrikanterne nu begyndt at underdrive, hvor langt deres biler kan køre på literen. Det har EU-Kommissionen fundet bevis for.

Snyderiet gør det lettere for bilfabrikanterne at leve op til EU's krav om at reducere CO2-udledningen. Men når bilfabrikanterne måler et højere brændstofforbrug, end der reelt er tilfældet, betyder det højere priser på biler i Danmark.

I Danmark får man nemlig fradrag eller tillæg i registreringsafgiften, afhængigt af hvor langt bilen kører på literen.

Hvis brændstofforbruget i en bils typegodkendelse ændres, så den kører bare én km kortere pr. liter benzin, kan det gøre købsprisen op til 6.000 kr. højere, skriver Ingeniøren. Derudover stiger den halvårlige ejerafgift.

»Hvis det er en kollektiv aftale mellem bilfabrikkerne, at de på denne måde vil udvande lovkravene, så vil danskerne nok være dem, der bliver hårdest ramt på grund af den måde, som det danske afgiftssystem er skruet sammen på,« siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM, til Ingeniøren.

Det er langtfra første gang, at bilfabrikanter tages i at manipulere med testresultater. I 2015 blev Volkswagen fanget i at benytte ulovlig software til at sænke forureningstallene, når bilerne skulle bestå de relevante CO2-test.

Denne gang er tricket altså omvendt.

EU-Kommissionen skriver i en meddelelse, at man har tænkt sig at stramme testreglerne for at lukke smuthullet. Ingen specifikke bilfabrikanter er nævnt ved navn i dokumentationen fra kommissionen.

De nye CO2-krav fra EU betyder, at bilproducenterne fra 2020 og frem til 2025 skal reducere deres CO2-udledning med 15 pct. og med 30 pct. inden 2020.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også