Erhverv
0

Populært lavprisselskab ramt af massive flyaflysninger

Ryanair-piloter i bl.a. Holland, Tyskland og Sverige har fået lov at strejke fredag. Det betyder bl.a. at to afgange fra Kbh. Lufthavn er aflyst.

Strejker fortsætter for Ryanair. Foto: Claude Paris

Omfanget af strejken blandt Ryanair-piloter voksede torsdag aften, da en dommer i Holland har afvist at blokere de hollandske piloter fra at deltage i strejken. Strejken træder i kraft fredag og omfatter flere europæiske lande.

Før torsdag var det kendt, at piloter fra Irland, Sverige og Belgien ville strejke med aflysning af 146 afgange i Europa til følge.

I løbet af torsdag sluttede de tyske piloter sig til. Det førte til aflysning af yderligere 250 afgange. Dermed er i alt næsten 400 afgange aflyst. I Københavns Lufthavn betyder det to aflysninger fredag - en afgang til Tyskland og en afgang til Belgien, oplyser lufthavnen. Det er den største strejke i det kontroversielle lavprisselskabs historie.

På en gennemsnitlig dag gennemfører Ryanair mere end 2000 afgange, men selskabet oplyser selv, at det er 15 procent af alle selskabets afgange på tværs af lande aflyst fredag.

Torsdag aften kom så den hollandske domstols afvisning af Ryanairs krav om at blokere strejken.

Piloternes strejke bunder i utilfredshed med de manglende fremskridt i forhandlingerne om en overenskomst.

I retten fremførte Ryanair, at de hollandske piloters varsel kom for sent og efterlod luftfartsselskabet med for lidt tid til at forberede sig og intet andet valg end at aflyse flyafgange.

Dog anerkender selskabet retten til at strejke.

- Det er en fundamental ret, og Ryanair anerkender den, sagde Jochem Croon, advokat for Ryanair i retten ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sagen handler i stedet om at beskytte flypassagerer på vej på ferie, lyder det.

Kunder, der påvirkes af aflysninger, vil ifølge Ryanair få besked hurtigst muligt, og hovedparten af dem, som er påvirket, er flyttet til andre afgange.

BRANCHENYT
Læs også