Erhverv
0

Ungt møbelfirma har vendt underskud til overskud

På få år har den danske internetvirksomhed Moodings.com skabt et overskud på 901.000 kr. Ifølge direktøren skyldes succesen, at virksomheden fokuserer på kundeservice selvom, at handlen foregår online.

Moodings.com har på få år fået stor succes ved at sælge bl.a. Muuto, Hay og By Lassen online. Foto: Petra Bindel

Internetvirksomheden Moodings.com, der blandt andet sælger interiør og møbler, har på få år vendt underskud til overskud.

Det er sket ved at skabe en platform, hvor kunder kan købe designinteriør og møbler fra kendte mærker som f.eks. Hay, Muuto og By Lassen.

Virksomheden blev stiftet i 2015 og vil skabe internethandel på en ny måde.

»Vi skal blive en dominerende spiller i modebranchen. Det gør vi ved at tilbyde et ekstremt højt serviceniveau til trods for, at vi er internetbutik,« siger direktør og medstifter Alexander Thygesen.

På de tre år har Moodings.com formået at få positive tal på bundlinjen. 2017 var det første år, hvor virksomheden tjente penge til ejerne Alexander Thygesen og Nicholas Larsen.

Her landede overskuddet på 901.000 kr.

Ifølge Alexander Thygesen er virksomheden lykkedes med at tilbyde et serviceniveau på nettet, som endnu ikke er set hos nogle af konkurrenterne.

»Selvom vores kunder handler online, har vi kundernes behov i fokus. Vi vil skabe en bedre oplevelse for kunden. Vi opdagede hurtigt, at alle de fysiske butikker har samme varer som os. Derfor valgte vi, at vi skal skille os ud på kundeservice. Det har været en stor succes,« siger Alexander Thygesen.

Til trods for, at virksomheden er en forholdsvis ny virksomhed, ser direktøren allerede positivt på fremtiden.

»I dag er det nemt at oprette en internetbutik. Men vi er en platform, hvor kunder og brand mødes. Jeg tror, at vores succes skyldes, at vi har skaleret på det rette tidspunkt. Vi ville være 100 pct. sikre på vores service og produkt, før vi skalerede, og det er lykkedes,« siger direktøren.

I 2018 vil Moodings.com fordoble sin omsætning. Allerede nu er virksomheden 20 pct. foran budget.

Ifølge direktøren vil internetvirksomheden kigge udenlandsk, når den er blevet førende på det danske marked, som på nuværende tidspunkt er førsteprioriteten.

BRANCHENYT
Læs også