0

Milliardærfamilier satser på »én af Danmarks mest lovende startups«

Det danske medicoselskab Cortrium har fået ny ejerkreds, bestyrelse og direktion. De nye investorer er familierne bag Widex og GlobalConnect.

Claus Zibrandtsen, adm. direktør i inQvation. PR-foto.

For et par år siden blev det danske medicoselskab Cortrium kaldt »én af Danmarks mest lovende startups« af erhvervsmagasinet Forbes.

Siden har det danske selskab landet et stort samarbejde med medicinalgiganten Pfizer i Tyskland.

Nu kan Cortrium så melde ud, at den har fået ny ejerkreds, bestyrelse og direktion. Samtidig er der tilført selskabet et tocifret millionbeløb.

Pengene kommer fra milliardærfamilierne Tøpholm og Westermann, der står bag høreapparatskoncernen Widex, og Zibrandtsen, som i 2017 solgte it-selskabet GlobalConnect for et milliardbeløb.

Familien Zibrandtsen har sat sig på to poster i den nye bestyrelse, herunder formandsposten, og har desuden ændret Cortriums adresse, så selskabet nu hører hjemme på familiens "tech-værksted" for talentfulde iværksættere i Høje-Taastrup. Stedet hedder inQvation.

»Vi tror ikke på rene passive ejerskaber. Hvis vi virkelig skal være med til at udvikle start-ups, kræver det også aktiv involvering fra vores side, og her mener jeg også involvering i iværksætterens dagligdag, hvor de virkelige udfordringer opstår,« siger Claus Zibrandtsen, adm. direktør i inQvation, i en pressemeddelelse.

Allerede nu har inQvation haft en aktiv involvering i Cortrium med bistand til løsning af opgaver inden for både hard- og sofwareudvikling. Derudover er Cortriums nye adm. direktør Karsten Madsen blevet rekrutteret fra inQvation.

»Nu sætter vi for alvor produktionen i gang og starter vores salgsudrulning af produktet. Vi har de sidste par år udført kliniske tests, og vores device er blevet CE-godkendt tidligere i år, så nu er vi klar til at komme ud på markedet,« siger han.

Cortriums produkt er en trådløs sensor, der måler sundhedsdata såsom hjerterytme, vejrtrækning og temperatur.

Dataen kan sendes direkte til en læge, som herefter kan stille en diagnose.

I første omgang udruller Cortrium sit produkt på det tyske marked, hvorefter det skal lanceres i andre europæiske lande i 2019.

»Med stærke samarbejdspartnere, tror vi på, at Cortrium vil gå ind og være en markant spiller på et i første omgang et stort europæisk marked og senere hen et globalt marked,« siger Claus Zibrandtsen.

Cortrium blev stiftet for nogle år siden af Jacob Eric Nielsen og Erik S. Poulsen. Begge er fortsat medejere og en aktiv del af virksomheden. 

BRANCHENYT
Læs også