Starbucks giver ansatte lov til 20 timers gode gerninger om ugen - med fuld løn
Udvalgte medarbejdere i USA vil i et halvt år kunne bruge op til halvdelen af arbejdstiden på velgørende formål. Starbucks mener, at reklameværdien nok skal dække timelønnen.
Mandag, tirsdag og onsdag skal der langes frappuccino og latte over disken. Men torsdag og fredag ligger arbejdsdagen på et flygtningecenter eller et hjem for krigsveteraner.
Sådan kan en uges skema se ud for de Starbucks-ansatte, som er udvalgt til fremover at bruge op til halvdelen af deres arbejdstid på velgørende formål. Så længe de leverer 20 timer om ugen hos Starbucks, kan de bruge resten på frivilligt arbejde – som altså er med fuld Starbucks-løn. Det skriver CNN.
Foreløbigt er et pilotprogram sat i søen, hvor 36 udvalgte ansatte i 13 amerikanske byer har fået lov til at bruge en solid del af arbejdsugen på noget, der ikke umiddelbart hjælper Starbucks som forretning. Forsøget kører i et halvt år, men nye frivillige vil så blive udpeget i næste halvår om alt går vel.
Meningen med at sende ansatte ud til velgørende foreninger og organisationer er både at holde på medarbejderne og at få positiv omtale i lokalmiljøet. Og begge dele er godt for Starbucks som forretning, siger Virginia Tenpenny, leder af The Starbucks Foundation, til CNN.
USA har lige nu den laveste arbejdsløshed i 18 år, og derfor er det blevet sværere at tiltrække arbejdskraft. Det er ikke længere usædvanligt, at ansøgere ikke dukker op til en aftalt jobsamtale, eller at en nyansat aldrig dukker op til sin første arbejdsdag.
De ansatte, som får lov at bruge arbejdstid på noget helt andet end kaffebrygning, skal ansøge om en plads i programmet. Det gjorde 200 Starbucks-ansatte her i første runde. Det frivillige arbejde, de vælger at bruge arbejdstid på, skal leve op til en række principper for Starbucks filantropiske projekter. Blandt mulighederne er blandt andet katastrofehjælp, miljøbeskyttelse, hjælp til krigsveteraner og efterladte og støtte til flygtninge.